Der kan være mange gode grunde til en gang imellem at standse op og gøre status. Hvorfor gør jeg egentlig det her? Hvad er det, der driver mig?

En lærer skrev for ganske nylig ti gode grunde til at være - og blive ved med at være - lærer. Som indledning skrev hun: 'Vi lærere får ofte at vide, at vi altid beklager os. Det vil jeg ikke gøre, selv om der indimellem kan være gode grunde til det. Nej, jeg vil være lige netop så positiv, som jeg slet ikke tror, jeg kan tillade mig at være.'

Herefter skrev hun de ti vigtigste grunde - jeg har valgt tre ud:

- Jeg er hver dag sammen med en masse herlige, glade børn, som gerne vil lære noget.

- Jeg møder forældre, som, hvad enten de er tilfredse eller utilfredse, har tillid til, at det nytter noget at henvende sig til deres børns lærere.

- Jeg synes, jeg hver dag lærer de elever, jeg arbejder med, noget, de har brug for enten her og nu eller i fremtiden.

Sådan kan det siges. Lærerne i den danske folkeskole bøjer ikke nakken, og de løber ikke skrigende bort. Det kunne der ellers være god grund til i betragtning af den behandling, skolen får i medierne.

Skoledebatten er hvert andet øjeblik ved at nå et nyt klimaks. Skolen er så godt stof, at det endog vurderes at kunne øge oplag, lytter- og seertal.

'Vi har behandlet undervisning på en besynderlig måde. For det første har vi set ned på lærerne, for vi betaler dem ikke særligt godt. For det andet stempler vi dem, fordi de ikke underviser vores børn godt nok. Det synspunkt gentages hele tiden i pressen.'

Sådan udtrykte den amerikanske uddannelsesforsker Peter Kline sig om situationen, da han besøgte Danmark for nylig. Lidt mere bramfrit og nogenlunde samtidigt har en nyuddannet dansk folkeskolelærer sagt det samme i forbindelse med en aviskampagne: 'Først pisser de på os' (ja, jeg citerer), 'og så siger de bagefter, at vi lugter!'

I den situation er det unægtelig nærliggende at søge dækning og gå i forsvarsposition. Ikke tale om! Vi nægter at indtage rollen som syndebukke. Jeg vil ikke påstå, at al kritikken er forkert. Men jeg kan samtidig konstatere, at 83 procent af de forældre, der har børn i folkeskolen, er tilfredse og glade for deres børns lærere. Derfor kan jeg også konstatere, at mediedebatten i meget vidt omfang fokuserer på de problemer, som 17 procent af forældrene ser i folkeskolen. Og det siger jeg ikke for at underkende problemerne, for selvfølgelig skal vi gå efter, at alle er tilfredse med folkeskolen.

Vi ved, at vi gør et godt stykke arbejde. Men vi ved også, at der er noget, vi kan gøre bedre. Hvis vi kan få lov og får mulighederne. For medlemmerne i Danmarks Lærerforening ønsker, ja forlanger, at kunne løse deres opgaver i folkeskolen professionelt og på et højt kvalificeret niveau.

Bedre tider skal man ikke vente på, men gøre noget for. Det er derfor, vi er lærere!

Og mon ikke det i virkeligheden er derfor, vi knokler videre på trods af den indimellem meget negative, nedslående og ofte uforsonlige mediedebat og omtale?

Det kan glæde, når statsministeren siger, at 'vi er alle optaget af, at børnene lærer at læse, skrive og regne. Og at de lærer at bruge en computer. Vi kan ikke være bekendt at give vore børn mindre end det bedste'.

Jeg kan ikke være mere enig. Og jeg ved, at statsministeren også er enig i, at det ikke er nok, at grunduddanne eleverne i faktuel viden og formelle færdigheder. Viden og færdighederer nødvendige. Men mindst lige så vigtigt er det, at eleverne lærer at udvælge, sortere og håndtere den mængde af viden og informationer, de omgives af og bombarderes med. Det fundament, børnene livet igennem skal kunne bygge videre på, er jo, at de udvikler intellektuelle, praktiske, musiske, kreative og sociale færdigheder, og at de opdrages til at være demokratiske og tolerante samfundsborgere. Færdigheder, indsigt og kapacitet, som de skal kunne integrere og gøre aktive i den konkrete situation, de befinder sig i, oftest i tæt samarbejde med andre. Det lyder svært.

Det er svært! Men vi kan ikke være andet bekendt.