Ingen plan om lov for elever

Arbejdsministeren kom i krydsild om arbejdsmiljøregler for elever, men ville ikke love noget

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Luften var tung. Der var mange i det lille mødelokale i Arbejdsministeriet, da elever og studerende havde indkaldt arbejdsministeren til høring om deres arbejdsmiljø.

Som formanden for elever og studerendes sammenslutning, Svarnu!, sagde, var det nærmest som i et undervisningslokale på en af uddannelsesinstitutionerne. Folk sad tæt, og selv borde og vindueskarme måtte tages i brug for at få plads til alle.

Der var også meget tom luft i lokalet. Mange tomme ord. For det er tilsyneladende svært at forklare, hvorfor eleverne og de studerende ikke kan blive omfattet af arbejdsmiljøloven.

Arbejdsminister Jytte Andersen pointerede flere gange, at arbejdsmiljøet ligger regeringen meget på sinde, og at der er sat mange initiativer i gang for at bedre arbejdsmiljøet for eleverne. Der er både nedsat udvalg og iværksat projekter. Men hun sagde også ligeud, at der ikke er nogen planer om at inddrage elever og studerende i arbejdsmiljøloven, som man har gjort det i Sverige.

Flere i salen henviste til en svensk undersøgelse, der viser, at antallet af arbejdsulykker blandt mindreårige faldt drastisk i Sverige fra 1989, hvor initiativet til at omfatte elever af arbejdsmiljøloven blev taget, og frem til 1995. I 1989 lå ulykkesantallet på omkring 1.800, mens det i 1995 var faldet til omkring 200 om året.

Formanden for Svarnu!, Jesper Kristensen, spekulerede på høringen over, hvem det er, der ikke ønsker elever omfattet af arbejdsmiljøloven.

- Vi har fået støtte fra faktisk alle fagforeninger og penge til vores arbejde, så hvem er det, der ikke vil have os ind under loven? Altså bortset fra ministre og medlemmer af Folketinget. Det må vi finde ud af. Vi må ud og lede, sagde han.

Elevers og studerendes arbejdsmiljø varetages af mange forskellige instanser såsom Embedslægefunktionen, Undervisningsministeriet, Arbejdsministeriet, Boligministeriet og Sundhedsministeriet.

På høringen spurgte hovedstyrelsesmedlem i Danmarks Lærerforening, Henrik Billehøj, til, hvad det tværministerielle udvalg egentlig laver.

- Når jeg hører nogen referere fra udvalgets møder, lyder det mest som om, ansvaret bliver skubbet fra et ministerium til et andet hele tiden, sagde han.

Jytte Andersen svarede, at der allerede er sket flere ting, blandt andet har folkeskolelovens paragraf 45 fået et stykke 5, hvor der står, at 'skolens leder inddrager skolens elever, gennem elevrådet, hvor et sådant forefindes, i spørgsmål vedrørende elevernes sikkerhed og sundhed'. Desuden har man skrevet til sikkerhedsorganisationerne og bedt dem om at tage eleverne med i arbejdet på de enkelte uddannelsesinstitutioner.

- Man kan sige, at ansvaret om elevers arbejdsmiljø er delt, men man kan ikke sige, at det skubbes væk, sagde Jytte Andersen.

- Men for at svare lige ud ad landevejen, så er jeg jo ikke ansvarlig for skoleområdet. Du taler om de fysiske rammer, og der er Arbejdsministeriet ikke ansvarlig, fortsatte ministeren.

En studerende fik lidt senere ordet og påpegede over for ministeren, at denne lige havde frasagt sig ansvaret og smidt det over på nogle andre.

En af de ting, der er blevet fremhævet flere gange i diskussionen om elevers og studerendes arbejdsmiljø, er, at arbejdsmiljøloven er bygget op sådan, at det er arbejdsgiveren, der har ansvaret for den ansattes arbejdsmiljø. Det er her, det går galt med hensyn til elever og studerende, for de er ikke arbejdstagere, og de har ingen arbejdsgivere.

På høringen sagde flere studerende, at man jo bare kunne lave en speciel lov for elever og studerende, hvis det var dét, der var det store problem.

- Hvis vi laver fysikøvelser, er der ingen problemer med begreberne arbejdstager og arbejdsgiver, for så er skolelederen chefen. Hvorfor er der så problemer, når vi har teoretisk undervisning, spurgte én fra Landssammenslutningen af Moderate Studenter.

En anden i salen fulgte op og fortalte, at skærmdirektivet gælder for studerende på Handelsskolen, men ikke for elever og studerende på andre uddannelsesinstitutioner. Direktivet om kræftfremkaldende stoffer gælder for elever og studerende, men direktiver om andre farlige stoffer gælder ikke. Det er da ikke logisk, sagde han. Bed arbejdsgruppen om at se på disse spørgsmål og lav eventuelt en særlig lovgivning, hvor man tager noget ud af retsbeskyttelseslovgivningen og laver en særlig lov for elever og studerende.

Arbejdsministeren svarede, at der nok kunne være brug for at få klargjort regelsættet. Hun opfattede, at flere var kommet med et håb om at få et overblik for eksempel via en vejledning, og det ville hun godt overveje positivt.