Indskolingen er et meget vigtigt område for kvalitetsudvikling i folkeskolen. Derfor skal indskolingen styrkes. Det skorter ikke på velmente forslag - nogle mere velmente end andre - til, hvordan det kan foregå. Det er en kendsgerning, at børnehaver, skoler og skolefritidsordninger (SFO) i stigende grad får del i ansvaret for børnenes opdragelse og udvikling i takt med, at børnene tilbringer mindre tid sammen med deres forældre.

Det er derfor indlysende, at der er behov for at udbygge og kvalificere samarbejdet mellem de professionelle fagfolk, der har med børnene at gøre.

Der tales meget om helhed i børnenes liv, ja sågar om hele børn - jeg kender ikke nogle halve - og om, hvordan skolepædagogik og fritidspædagogikken skal forenes. Selve indholdet i denne forening er der ikke mange bud på i den offentlige debat, heller ikke fra dem, der professionelt beskæftiger sig med og repræsenterer fritidspædagogikken. Debatten efterlader det indtryk, at hvis vi blot roder de to pædagogikker sammen, så bliver det hele godt, og vi får hele, lykkelige børn.

Så enkelt er det ikke. Resultatet er snarere hele pædagoger. Et forståeligt fagpolitisk mål, men ikke et redskab til at højne kvaliteten i skolen og dermed kvaliteten i elevernes udbytte af skolegangen.

Vi har i Danmarks Lærerforening ingen reservationer over for et professionelt, tæt og forpligtende samarbejde med pædagoger. Men samarbejdet skal ske i respekt for hinandens faglige ekspertise. Fordi det er i forskelligheden i fagligheden, at styrken ligger.

Den gode lærer har øje på barnets potentielle læringsparathed i forhold til skolens målrettede læring, mens den gode pædagog får øje på det legende barn med de mere uformelle og ukontrollerede læreprocesser, der knytter sig til denne aktivitet. At styrke samarbejdet mellem skole og fritid handler om at have øje for disse forskellige indfaldsvinkler. Og ikke om at fjerne forskelligheden. Eleverne har nemlig brug for dem begge.

Vi har i øvrigt en lang tradition for et sådant samarbejde, det vrimler med indskolingsordninger i folkeskolen. Børnehaveklasselederen er den centrale person, der er i stand til at bygge bro mellem børnehave og skole.

Børnehaveklasselederen har som uddannet pædagog netop den faglige ballast, der knytter sig til børnenes liv i børnehaven. Og gennem samarbejdet med lærerne i indskolingen får børnehaveklasselederen indsigt i elevernes faglige udvikling. Hertil kommer, at børnene vil have gavn af, at der yderligere er en tæt dialog mellem skolefritidsordningen, børnehaveklasseledere og lærere. Gennem et samarbejde på tværs kan vi give børnene et bedre tilbud om udvikling og læring.

Børnehaveklasselederen har en vigtig og helt central rolle som koordinator og formidler mellem de to verdener, børnehave og fritidsordninger på den ene side og skolen på den anden. Det er en krævende rolle, og derfor lægger vi naturligvis også vægt på, at børnehaveklasselederen som supplement til sin solide erfaring og uddannelse får den nødvendige efteruddannelse.

Jeg vil foreslå, at pædagogerne går deres eget område efter i sømmene med henblik på at få formuleret en udviklingsgaranti med målsætninger, der kan erstatte den indholdsmæssigt noget uforpligtende pasningsgaranti. Kvalitetsudvikling, kunne man kalde det.

SFO er blevet en del af skolen de fleste steder, og selvfølgelig skal vi samarbejde om børnene, og også her skal udgangspunktet være barnets behov. Så lad det være udgangspunktet for udviklingen, og lad os droppe de populistiske, indholdsløse trylleforslag.

Jeg kan ikke sige mig fri for en mistanke om, at det ikke er tilfældigt, at forslaget - om at pædagogerne fra skolefritidsordningerne skal ind i skolen og være undervisere - kommer netop på et tidspunkt, hvor kommunerne har problemer med deres pasningsgaranti og med budgetterne, og pædagogerne har problemer med fuldtidsstillinger.

Denne skræven over hækken til vores overenskomstområde - med deraf følgende besparelser - er ikke svaret på de skærpede krav til skolen om at styrke det faglige, færdighederne og kundskaberne. Ærlig talt, jeg hører dette forslag, der angiveligt skal frelse og forny indskolingen, ja hele folkeskolen, sådan, at der bliver talt om både det gamle og det nye testamente, men tænkt mest på den rige onkels.

Børn har krav på frirum. Krav på fri tid, frivilligt idrætsliv, forældretid, ret til at kede sig og selv komme i tanker om noget at foretage sig. Og ret til ikke at blive passet op og omklamret af pædagoger og lærere hele dagen i en heldagsskole med obligatorisk skolefritidsordning.

Der skal ske en kvalitetsudvikling i og omkring indskolingen. Det er vi enige i. Danmarks Lærerforenings klare bud er, at det kan ske ved at realisere og fastholde blandt andre følgende fire punkter:

- Gør børnehaveklassen obligatorisk.

- Intensiver dialogen og samarbejdet mellem skolen, fritidsordningen, børnehaven og forældrene.

- Respekter, at børn har krav på fritid, der ikke er skolerelateret.

- Sørg for, at daginstitutionerne udvikler pædagogikken omkring børnenes sprogforståelse, omkring deres fornemmelse for sprogets opbygning og skærper deres interesse for bøger.

Lad dette være grundlaget, og lad os så komme videre.