Kerneydelsen i folkeskolen er undervisning. God undervisning kræver forberedelse. Lyder det svært? Det behøver det ikke at være, men det kræver tid! Det er lærerens pligt at forberede og efterbehandle undervisningen med udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger. Hertil har læreren 32 minutter til 45 minutters undervisning.

Den matematisk-logisk begavede tilhører vil straks sige, at det ikke er én lig én, som det hyppigt hævdes, når vi taler om F-faktoren. Lad mig forklare:

F-faktoren er forberedelsestiden plus frikvarterstilsyn, så deraf den misforståelse. Tiden til forberedelse er de nævnte 32 minutter - og den har ikke ændret sig siden 1960'erne.

Så efter vi har fået den lille misforståelse med én lig én ryddet af vejen, kan jeg ikke forestille mig én eneste visionær, udviklingsorienteret og personalepolitisk ansvarlig arbejdsgiver, der med tanke for kvalitetsudviklingen i folkeskolen vil stille forslag om en forringelse af forberedelsestiden. Men derimod kan jeg meget vel forstille mig samme type arbejdsgiver stille forslag om det modsatte.

Der er sket en markant ændring af kravene til undervisningen i folkeskolen siden 60'erne. Samtidig med at undervisningstiden som tidligere nævnt er skåret ned. Og det er i netop dette krydsfelt, en meget stor del af rationaliseringen af undervisningen i folkeskolen har fundet sted. Det er her, undervisningen, børnene og lærerne for alvor er underlagt en tempoopskruning, der ikke kan undgå at have indflydelse på kvaliteten af undervisningen.

Vi hævder ufravigeligt, at der er endog meget nøje sammenhæng mellem kvaliteten af den undervisning, læreren udfører, og den forberedelse, der kræves, og dermed også den tid, der er afsat til at forberede og efterbehandle undervisningen.

Jeg gentager: God undervisning kræver god tid til forberedelse og efterbehandling.

Her står vi urokkeligt fast. Normalt er vi til at tale med. Men på dette område bliver dialogen kort. Enhver form for forringelse vil blive mødt med nej, nej og atter nej!

Derfor, kære arbejdsgivere, vil jeg opfordre til, at I tænker helt klart her og holder op med at håbe!

Lad mig i denne sammenhæng kort omtale en alvorlig sag. Hvori alvoren og sammenhængen til det foregående består, vil jeg overlade til den enkelte at gøre sig tanker om.

Under overenskomstforhandlingerne i 1995 foretog vi en lovlig varslet blokade af stillinger på overenskomstvilkår. I den forbindelse pålagde vi også de tjenestemandsansatte medlemmer at undlade at søge disse stillinger. Det blev vi idømt en bod på 100.000 kroner for i Den Kommunale Tjenestemandsret. Med denne dom siges det i realiteten, at de tjenestemandsansatte har pligt til at søge ledige stillinger.

Det er jo helt grotesk. Samtidig bygger dommen på en lovgivning, der som forudsætning har, at tjenestemænd ikke har konfliktret. Det er en klar overtrædelse af internationale konventioner om frie fagforeningsrettigheder, som Danmark har tilsluttet sig. Derfor har vi indklaget den danske regering for FN's arbejdsorganisation, ILO. Og vi forventer naturligvis at få medhold, så vi kan have den sag afklaret inden overenskomstforhandlingerne i 1999.