IDanmarks Lærerforening har vi arbejdet med og engageret os i skoleudvikling i mange år. Vel vidende, at når det kommer til stykket, er udvikling af folkeskolen en offentlig opgave, en samfundsopgave.

Så når vi tager denne opgave på os, så hænger det sammen med, at vi føler et ansvar for folkeskolen, at vi er engagerede i skolens vilkår, og at dette ansvar og engagement er tæt forbundet med baggrunden for, at vi har valgt en uddannelse og et arbejde som lærer.

Skoleudvikling er for os uløseligt forbundet med medlemmernes interesse for skolen og dens udvikling. At vi så samtidig knytter denne interesse sammen med de vilkår, som i øvrigt er gældende for vore medlemmer, kan ingen vel fortænke os i. I øvrigt hænger disse ting jo uløseligt sammen. Det gør de for os, og det burde de også i højere grad gøre for arbejdsgiverne.

Erfaringerne fra vort arbejde med skoleudvikling har vist os, at hvis skoleudvikling skal have gennemslagskraft, kræver det, at arbejdet er planlagt, koordineret og målrettet, at hele skolen er aktivt med. Og ikke mindst, at også omgivelserne spiller positivt med, at der er dialog mellem de involverede. Det er en sådan - i højere grad koordineret - skoleudviklingsproces med fokus på kvalitet, vi ser et stærkt behov for at få sat yderligere gang i.

Vi både kan og vil skoleudvikling, men det fordrer ro om skolen, så vi kan præge en udvikling, hvor hvert skridt har et solidt afsæt og en velbegrundet retning. Vi erkender og er helt og fuldt indstillet på, at skolen i samklang med resten af samfundet skal være i stadig forandring. Men vi klapper altså ikke hver gang i vild begejstring og virkelyst, når der igen præsenteres en ny epokegørende idé, der endnu en gang skal frelse folkeskolen.

Indimellem tillader vi os faktisk bare at klappe hesten og passe vores arbejde.

I hovedstyrelsen har vi drøftet behovet for en samlet indsats ud fra en klar bevidsthed om, at medlemmerne på mange skoler føler sig under pres. Og det er derfor nødvendigt, at vi i Danmarks Lærerforening tager initiativ til yderligere at støtte skoleudviklingen.

For at støtte medlemmerne i forhold til de mange krav, der allerede er stillet. For at støtte og ansvarliggøre de kommuner, der ikke magter at leve op til deres forpligtelser i forhold til folkeskolen. Og for at støtte kvalitetsudviklingen af folkeskolen.

Fordi vi oplever, at der mangler sammenhæng mellem folkeskolens mål, visionerne om folkeskolen og folkeskolens virkelighed!

Hvor er det så, vi kan se, det halter med sammenhængen? Lad mig komme med nogle enkelte eksempler.

Vi har - uden at lave overbudspolitik - påvist, at der allerede i 1998 er brug for en økonomisk indsprøjtning i folkeskolen på 4,2 milliarder kroner. Til stigende elevtal, renovering af skolebygninger, undervisningsmidler, informationsteknologi og efter- og videreuddannelse af lærerne.

Og her kan jeg altså ikke dy mig. Vores forskningsminister har uden at have pengene lovet fire milliarder til computere til lærere og elever. Nu har hun pengene. Hun er i hvert fald meget tæt på dem. Vores og hendes finansminister har som bekendt scoret 29 milliarder på salg af vores største IT-virksomhed. Det er da nærliggende at bruge en lille del af pengene til informationsteknologisk oprustning af Danmarks ungdom. Det ville ikke være så ringe endda!

Dansk er skolens ubetingede kernefag. Enhver kan indse nødvendigheden af, at alle elever lærer at læse, skrive og tale et godt og velfungerende dansk. Samtidig er dansk forudsætning for andre af skolens fag.

I de seneste år er der rejst massiv kritik af danskundervisningen. Læsefærdighederne er ikke helt, som vi ønsker. Der er fagtrængsel i dansk. Dansk er som bekendt ikke kun dansk - læst, talt og skrevet. Der er lagt flere emner ind i undervisningen, og kravene til, hvad eleverne skal kunne, er unægtelig steget. Og dette er sket samtidig med, at en elev i dag i gennemsnit efter ni års skolegang har fået 200 færre dansktimer end en elev, der gik ud af skolen i 1962 efter syv års skolegang.

Når 41 procent af samtlige kommuner ligger under ministeriets vejledende timetal i dansk, ja, så er forskellene mellem det, kommunerne tilbyder eleverne, blevet for store. Jeg ved godt, at der kan ligge velgennemtænkte årsager og prioriteringer til grund for, hvordan man fordeler timerne. Men jeg vover den påstand, at økonomien er en markant faktor, og den taler ikke uden videre folkeskolens sag.

Vi kan ikke være bekendt at give vore børn mindre end det bedste, siger statsministeren. Det har han ret i. Men jeg hører ikke, hvordan han vil sikre, at kommunerne så lever op til det.

Mit bud kender I. Staten må sikre og give alle kommuner mulighed for at drive skole under de forudsætninger, staten selv har besluttet. Jeg er ganske klar over, at dette budskab ikke er særlig populært hos en del af vores gæster heroppe på de første rækker, men det afholder mig nu ikke fra at gentage det. Og jeg kan da med glæde konstatere, at en del borgmestre og kommunalbestyrelsesmedlemmer især fra små kommuner ikke er afvisende over for tanken.

Andre, herunder Finansministeriet, hævder, at problemerne kan løses ved omprioriteringer og mere fleksibel udnyttelse af de eksisterende ressourcer. Vi ser gerne, at de ressourcer, der er, bruges bedst muligt, og vi medvirker gerne til at få så høj kvalitet for pengene som muligt. Men det er helt urealistisk og ganske uprofessionelt at foreslå, at det akutte behov for flere penge kan klares på denne måde. Det er ansvarsforflygtigelse. Ja, her i Jylland vil man sikkert sige om folkene i Finansministeriet, at de render af pladsen.

Som afslutning på denne måske lidt pessimistiske rundtur i manglende sammenhænge mellem mål, visioner og midler vil jeg stilfærdigt gøre opmærksom på, at grundskoleområdets andel af de offentlige udgifter nærmest er halveret siden 1970. Hvor udgifterne til grundskoleområdet i 1970 udgjorde cirka ni procent af de offentlige udgifter, udgør de nu kun cirka fem procent!

Vi ønsker kvalitetsudvikling i folkeskolen. Vi vil medvirke aktivt til, at det sker. Og vi peger på en række konkrete områder, der indgår som vigtige forudsætninger i sådan en udvikling. Tid til undervisning, tid til forberedelse. Lærernes uddannelse, deres efter- og videreuddannelse. Indskoling. Ledelse og organisationsudvikling. Løn, personalepolitik, medindflydelse og arbejdsmiljø. En målrettet indsats og fokusering på disse områder er omdrejningspunkter for udviklingen af kvaliteten i folkeskolen.