Et kvalitetsløft til folkeskolen

Der er brug for en målrettet indsats i dialog mellem de involverede

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tiden skriger på kvalitet. Kvalitet er noget, man fremmer ved en målrettet indsats på de områder, som er forudsætninger for kvalitet. En målrettet indsats i dialog mellem de involverede parter - i fællesskab og i ligeværdighed.

Folkeskolen rummer mulighederne for et sådant projekt. Ja, mange steder er man godt i gang og har været det længe. Folkeskoleloven er slet og ret folkeskolens udviklingsprojekt.

Gennem en målrettet og koncentreret indsats i de kommende år agter Danmarks Lærerforening at bidrage yderligere til dette projekt. Vi vil blandt andet arbejde for en udvikling af professionsrollen, professionsetikken og den faglige kompetence.

Og det signal, vi sender, er et klart ønske om at samle, strukturere og perspektivere de mange initiativer, der er i og omkring folkeskolen til en mere målrettet kvalitetsudvikling i folkeskolen som helhed og på den enkelte skole.

Vi ønsker kort og godt kvalitetsudvikling i dialog!

Der er ikke brug for at dænge skolen til med en lang række nye opgaver. Men der er hårdt brug for at sætte struktur, sammenhæng og perspektiv på de opgaver og udfordringer, som så rigeligt allerede eksisterer. Vi ønsker kvalitetsudvikling, og jeg understreger, kvalitetsudvikling i dialog. For vi ønsker udvikling og forandring!

Og det, jeg taler om, er en forandring, der skal give et kvalitetsløft til folkeskolen.

Det indebærer, at vi tager vores del af ansvaret for folkeskolens udvikling og kvalitet. Og at andre tager deres!

At vi fastholder og videreudvikler en lærerrolle, så læreren aktivt og professionelt kan tage ansvar for elevernes muligheder for at lære og udvikle sig.

At det anerkendes, at det gode lærerarbejde er en forudsætning for den gode folkeskole.

At lærerne sikres professionelt råderum, gode arbejdsforhold og udviklingsmuligheder. Uden lærerne går det ikke. Det er lærerne, der har nøglen. Det er her, vi har omdrejningspunkterne for en god og en bedre folkeskole. En folkeskole i og for sin tid.

Vi har viljen. Vi er parate til at tage et ansvar, men skal projektet lykkes, skal der samarbejdes og gøres en indsats af alle gode kræfter med interesse og ansvar for folkeskolen.

Lad mig slutte af med at vende tilbage til læreren fra min indledning og citere yderligere to gode grunde til at være lærer:

- Jeg synes, det at være lærer er det bedste arbejde, der findes.

- Jeg føler, der er brug for mig. Jeg gør en forskel.

Arbejdsglæde og professionsstolthed kunne man kalde det. Det kommer ikke af sig selv. Men det er det, der skal bære folkeskolen. Det er det, der er livsnerven, når der skal ske kvalitetsudvikling i folkeskolen.

Det er det stof, godt arbejde er lavet af. Det skal anerkendes, plejes og værnes om. Der er brug for lærerne. Der er brug for Danmarks Lærerforening. Vi gør en forskel.