Børnene er Danmarks vigtigste råstof, og uddannelse er den fornemmeste gave, vi kan give børnene - og os selv. Uddannelse er ikke kun en gave, men især en opgave!

I et samfund i så hastig og hæsblæsende udvikling som det danske må vi erkende, at det at lære og at uddanne sig ikke holder op, at ingen nogensinde er færdiguddannet. Udviklingen kræver livslang læring og uddannelse, baseret på grundlæggende færdigheder og almen uddannelse.

Og det er her, folkeskolen har sin helt centrale placering og styrke. Hvis ikke vi forstår at indrette os på livslang læring og uddannelse, bliver resultatet, at vi bliver tilskuere til udviklingen uden mulighed for aktiv deltagelse og medleven, helt uden medindflydelse på, hvad der foregår foran og omkring os.

Det er da også på denne baggrund, at regeringerne i Norge, Sverige og England nu satser massivt på gennemgribende reformer af grundskoleområdet. Man erkender ikke alene, at det er nødvendigt, men også, at det koster, og derfor følger man reformerne op med milliardinvesteringer. Formålet er på en og samme tid at sikre erhvervslivets konkurrenceevne og at ruste eleverne til fremtidens videnskrav og de øvrige komplekse krav, som fremtidens samfund stiller.

Men der er for mig ingen tvivl om, at disse initiativer også er udtryk for en erkendelse af, at der er et stort - af decentralisering oparbejdet - behov for en forstærket national styring af skoleområdet. Grundskoleområdet, ja hele uddannelsesområdet, er i et moderne samfund et så vigtigt strategisk område for samfundets fremtidige udvikling og overlevelsesmuligheder, at det ikke kan overlades til decentral forvaltning alene.

Vi har arbejdet med gennemførelsen af den nye folkeskolelov siden august 1994. Langt de fleste mener, at det er en god lov - heldigvis også de partier, der vedtog den - det viser de otte fokusområder.

Hvordan går det så med at få indført loven? Det går fint. Kommunerne har lavet målsætninger og udarbejdet handleplaner. Lærerne er efteruddannet, der er indkøbt tidssvarende undervisningsmaterialer, IT-strategien (informationsteknologi) er næsten gennemført - også på softwaresiden - og man er i fuld gang med om-, til- og nybygninger, så der også bliver plads til de 100.000 flere elever, som vi ved kommer.

Nåh nej, helt sådan er det jo ikke gået. Vi ved, at man er godt i gang mange steder, og vi ved, at lærerne er positive over for loven og de muligheder, den giver. Men samtidig ved vi også, at frustrationen hos mange lærere er stor på grund af manglende konkret støtte og opbakning, at mange føler sig ladt alene og i stikken i forhold til at udmønte loven.

Trange lokaler, for mange elever i klasserne, få og utidssvarende undervisningsmaterialer, elevernes lave timetal og afslag på afslag om efteruddannelse. Det er i sær på disse områder, at undervisningen, lærerne og eleverne mærker presset.

Men vi ved også, at der - ud over de initiativer, Danmarks Lærerforening har taget - er mange initiativer i gang på centralt og lokalt plan, i Kommunernes Landsforening (KL), i Undervisningsministeriet og på rigtig mange skoler ud over landet.

I denne situation ser jeg undervisningsministerens udspil med de otte fokusområder for folkeskolen som en hjælpende og udstrakt hånd, der kan bedre mulighederne for at få folkeskoleloven gennemført.

Jeg har selvfølgelig hørt, at andre mener, at fokusområderne er svaret på mine krav om genopretning af folkeskolen, kaldet den nationale handleplan. Men det er de ikke. Jeg er glad for fokusområderne, men de er ikke i sig selv nogen garanti for, at vi får rettet op og kommer på omgangshøjde i folkeskolen.

Fokusområderne er overordnet udtryk for politisk velvilje over for folkeskolen. Jeg hæfter mig især ved det meget positive i, at der med fokusområderne er sket en præcisering af det politiske ansvar for folkeskolen, at der lægges afgørende vægt på sammenhængen mellem mål og midler, og at der her er formuleret et fornyet grundlag for et forpligtende samarbejde mellem KL, Undervisningsministeriet og os omkring folkeskolen. Det samarbejde ser vi frem til.