Oline Gaardboe Jensen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Oline Gaardboe Jensen, Strandby Skov ved Haarby, døde den 11. oktober på sygehuset i Odense.

Oline Gaardboe var lærer på Skivehus Skole fra august 1964 til februar 1996. Da Gaardboe blev førtidspensioneret, flyttede hun tilbage til Fyn, hvor hun havde overtaget sit barndomshjem, en stråtækt fynsk landboidyl med bindingsværk. Her fik Gaardboe nogle gode pensionistår i samvær med egnens befolkning til foredrag, udflugter, fester og nabokomsammen.

Gaardboe huskes af mange tidligere elever for sin faglige dygtighed og store engagement i engelsk. Da der blev indbudt til forsøgsarbejde om et tidligere starttidspunkt for den obligatoriske engelskundervisning, var det naturligt, at Gaardboe deltog. En årgang fik lejlighed til at begynde med engelsk i 3. klasse, og var det alene Gaardboes erfaringer, der skulle danne skole, kunne engelsk godt fremover begynde i 3. klasse. Kompromiset, som fortsat er gældende, blev 4. klasse. I hele sin lærertid var Gaardboe bevidst om vigtigheden af efteruddannelse. På kurser i ind- og udland supplerede Gaardboe sin viden om engelsk sprog og kultur, og ved deltagelse i Sproglærerforeningens møder og stævner holdt Gaardboe sig orienteret om de nyeste idéer og undervisningsmetoder.

Gaardboe var meget belæst, og engelsk historie og litteratur var de foretrukne områder. Også rejser rundt i verden til nære og fjernere destinationer hørte til Oline Gaardboes interesser. Gaardboe kunne fortælle om dramatiske køreture i Botswana, fascinationen ved at besøge Stonehenge og det overvældende i oplevelserne af USA's geografi, bygninger og levevis.

Gaardboe var respekteret og vellidt blandt elever, forældre og kolleger.

På skolen vil vi respektere mindet om vores kollega, Oline Gaardboe, og vi er glade for, at vi fik lov til at opleve Gaardboe som fagfælle og som privat person.

Martin Bach-Vilhelmsen