Der går sjældent en dag, uden at Inga og Messan Foley spørger sig selv, om de kunne have gjort noget for at forhindre, at deres 16-årige søn Daniel tog sit liv.

'Det piner én, at man hele tiden går tilbage og tænker: Burde jeg have gjort sådan og sådan? Har jeg svigtet? Hvorfor havde vi ikke den fortrolighed, så han kunne fortælle om sine problemer? Når vi graver i det, kommer skyldfølelsen', siger Messan Foley.

Selv om begge forældre erkender, at de nok aldrig finder det endegyldige svar på, hvorfor Daniel valgte en så brutal udvej på sine problemer, kredser tankerne til stadighed om mulige forklaringer.

Det var især slemt i de første måneder efter Daniels død, hvor forældrene hver morgen stod op og vendte hvert et ord, hver en handling og hver en undladelsessynd i deres søgen efter et svar, lammede af sorg og skyldfølelse.

Skammen derimod, som er den trofaste følgesvend for mange efterladte til selvmordere, kan Inga og Messan Foley ikke genkende, og de vil gerne gøre deres til at fjerne selvmordets skamfulde brændemærke.

'Vi føler ikke, at det er en skam, at Daniel begik selvmord, og vi vil ikke bare lægge låg på og gøre Daniel ikke-eksisterende ved at være tys-tys', forklarer Inga Foley.

Straf og snagen

Forældrene har mærket, hvordan nogle opfatter selvmord som en forbandelse over familien eller som Guds straf for, at de ikke har opdraget deres søn godt nok.

Den slags mennesker har familien vendt ryggen.

'Det, der er sket for os, er slemt nok i sig selv. Vi gider ikke også at skulle slås med folk og deres holdninger', fastslår Messan Foley.

Nyfigne blikke og spørgsmål har der været - og er der stadig - masser af.

'Det er noget af det værste, vi kan opleve. Det er smerte oven i smerte med den snagen, som vi nogle gange udsættes for', siger Inga Foley.

Lige efter Daniels selvmord var der flere, som ringede til familiens nære venner for at spørge til detaljerne. De samme mennesker flygtede over på den modsatte side af gaden, når Inga eller Messan Foley nærmede sig.

I dagene lige efter Daniels død var der masser af mennesker på besøg hver aften, men efter hans begravelse var stuen tom.

'Det var der, hvor vi virkelig havde brug for folk, men de flygtede. Det gjorde ondt', husker Inga Foley.

Hun var til sølvbryllup i familien et par måneder efter, men ikke et eneste af de mange familiemedlemmer nævnte Daniel med et ord.

Selv om mange reagerede, som om familien var smittefarlig, var der også familie og venner, som støttede og holdt fast. Men der er blevet luget godt ud i omgangskredsen. Messan Foley har ganske enkelt sendt tidligere venner ud i kulden ved at strege dem over i sin adressebog.

Et par måneder efter Daniels begravelse kontaktede Messan og Inga Foley Selvhjælpshuset i Herning for at komme i forbindelse med forældre i samme situation. De kom i stedet med i en åben gruppe af forældre, der har mistet et barn.

Det var svært at rippe op i de åbne sår, men samtidig gjorde det godt at tale om sorgen.

'Vi er kommet så langt, at vi nu kan snakke om alle mulige andre ting end vores børn og sorgen. Det kunne vi ikke i starten', siger Inga Foley.

Den største hjælp for parret har imidlertid været troen på, at livet ikke slutter ved døden.

'Jeg har en tro på reinkarnation. Den gør det nemmere for mig at acceptere, at Daniel ikke er her mere', siger Messan Foley.

Nogle minder er imidlertid for smertelige. Alt for meget ved hjemmet i den lille landsby Skibbild ved Herning er forbundet med Daniel: Dér havde han sit værelse, dér byggede han huler, dér legede han, og det svider i sårene de dage, hvor sortsynet melder sig. Derfor har familien netop solgt huset og er flyttet.

Messan og Inga Foley har erkendt, at de aldrig kommer sig over tabet af Daniel. Men de er ved at lære at leve med det og gør sig mange tanker om at bruge Daniels død positivt.

'Vi vil gerne være med til at forebygge, at andre unge begår selvmord, og vi vil gerne fortælle andre forældre i samme situation, at de ikke er de eneste, der har problemer. Vores historie skal frem, for jo mere man taler om det, jo nemmere bliver det at acceptere. Åbenhed er nødvendig, også for at de unge kan lære af det', siger Messan Foley.

Unges selvmordsmetoder

Primært hængning, selvforgiftning (piller), skydning, udspring fra et højt sted eller foran et tog.

Indtil for få år siden var det navnlig drenge og unge mænd, som valgte de såkaldte determinante metoder, det vil sige metoder, som ikke giver mulighed for at ombestemme sig.

Unge piger tog oftest piller, en såkaldt ikke-determinant metode. Nu benytter også pigerne de mere voldsomme metoder. Hængning er således blevet den mest udbredte selvmordsmetode.

Antal selvmord blandt de 15-19-årige: 1995: 15 drenge, 2 piger. 1996: 13 drenge, 4 piger. 1997: 19 drenge, 8 piger. (Først ultimo 2000 foreligger de nyeste tal for 1998.)