Else Johansen fylder 70

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lørdag den 4. november kan Else Holm Johansen fejre sin 70-års-fødselsdag.

Else Johansen kom i hovedstyrelsen som den ene pensionistrepræsentant i 1996, så hun er nu i gang med sin anden valgperiode.

Når det gælder sager, der vedrører pensionisterne, er Else Johansen selvfølgelig særdeles aktiv i hovedstyrelsen. Selv om hendes tone er venlig og lys, er der noget terrier over hende, når hun bider sig fast i forhold, der vedrører pensionisterne. Men hun tager det bestemt også alvorligt, at hovedstyrelsens pensionister kan blande sig i alt. Det gør hun, når det gælder pædagogik, skoleledelse og arbejdsforhold. Og alt det andet!

Og så er der noget 'mor' over Else Johansen. Hun sørger gerne og ofte for gaver og hilsner til hovedstyrelseskolleger - både på runde dage og ved sygdom.

Else Johansen var aktiv lærer i 39 år, og hun har beskæftiget sig med DLF-arbejde i hele sit skoleliv. Som styrelsesmedlem i den gamle kreds 88, i kreds 136 og i 138. Hun var tillidsrepræsentant på Hald-Kærby Centralskole i 15 år og var første gang kongresdelegeret i 1956.