TV-vært fik dansklærernes pris

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dansklærernes pris gik i år til Mette Weyde, der har lavet ungdomsfjernsyn på Danmarks Radio siden 1993. Jens Raahauge fra Dansklærerforeningens Folkeskolefraktion skriver i begrundelsen for valget, som er formet som et brev til Mette Weyde, at: 'Dansklærernes pris skal gives til personer, der udfordrer os på vores selvopfattelse. Når vi ser på det, du gør, kan mange af os få røde ører af misundelse over det, du kan, og som ser så let ud. Og som vi ved, vi selv bør gøre. Når du er på, skabes der altid rum for, at dine gæsters personligheder folder sig ud. Og alt tyder på, at din hemmelighed er din aktive involvering og medleven.'

Det er fjerde gang, dansklærerne uddeler deres pris. Prisen var i år på 8.972 kroner - 1 krone per medlem. Prisen er tidligere gået til maleren Herman Stilling, børne-tv-guruen Thomas Winding samt Ole Rasmussen og Gorm Vølver fra Politikens At Tænke Sig-redaktion.