Læring og undervisning minder om forskning. Eller bør i hvert fald gøre det. Sådan siger Jerome S. Bruner i sin nyligt oversatte bog om uddannelseskultur.

Læring er orienteret mod løsning af problemer. Læring spørger efter nye og mere frugtbare måder at anskue verden på og efter nye måder at handle på. I et frugtbart læringsmiljø er man kritisk over for sine hidtidige opfattelser og handlemønstre. Man er åben og modtagelig for nye synsvinkler og argumenter. Præcis som i god forskning.

På den baggrund er det besynderligt, at spørgsmålet om den såkaldt forskningsbaserede undervisning deler de videregående uddannelser i to skarpt adskilte grupper.

Den ene gruppe af uddannelser, herunder læreruddannelsen, er ikke forskningsbaseret, men baseret på professionens teorier og erfaringer. Og på forskningsresultater produceret andre steder.

Den anden gruppe af uddannelser, herunder gymnasielærernes, er forskningsbaseret. Uddannelserne foregår i et forskningsmiljø, og de studerende lærer at tænke og arbejde forskningsmæssigt af undervisere, som selv arbejder på denne måde. Det er i hvert fald intentionen.

Dette skel mellem forskningsbaserede 'højere' uddannelser og ikke-forskningsbaserede 'mellemuddannelser' er nu sat til debat. Undervisningsministeriet og adskillige politikere har markeret, at de ønsker skellet ophævet eller modificeret.

Forskellen i traditioner med hensyn til forskningsbaseret undervisning gør, at institutioner af begge typer er nervøse for integration i en fælles struktur. De fleste universiteter hævder, at alle videregående uddannelser ikke kan integreres i en fælles struktur. Lærerhøjskolen har dog med oplægget om Danmarks Pædagogiske Universitet indtaget en anden holdning.

Det er også forbehold over for den forskningsbaserede undervisning, der er en del af grunden til, at seminarierne er skeptiske over for at blive integreret i større institutioner med andre uddannelser. Man ønsker at værne om sin egen tradition med dens nærhed til folkeskolens praksis.

Jeg vil opfordre seminarierne til at ændre denne holdning og træffe en principbeslutning om at arbejde hen mod en forskningsbaseret læreruddannelse. Oplæring i et udviklings- og forskningspræget miljø er et passende svar på alle de udviklingsbestræbelser, der præger folkeskolen i disse år.

Forskningsbaseret uddannelse er uløseligt knyttet sammen med det højeste niveau og med kapacitet til omstilling, udvikling og selvkritik. Professioner med forskningsbaseret uddannelse har traditionelt større autonomi og højere prestige.

Indrømmet - der er risiko for, at forskningsbasering kan ødelægge uddannelsens nærhed til praksis. Men det behøver ikke at gå sådan. Adskillige akademiske uddannelser (for eksempel lægers og tandlægers) forener forskningsbasering med praksisnærhed. Det vil læreruddannelsen også kunne gøre.

Forskningsbasering vil naturligvis ikke kun indebære fordele, men også omkostninger. Den vil kræve større institutioner og væsentligt ændrede arbejdsformer på seminarierne. Jeg tror, at det vil være prisen værd.

Per Fibæk Laursen er lektor i didaktik ved Københavns Universitet