Sjovt at formidle

Som lærer kan man bruge mange sider af sin personlighed

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg elsker at være lærer. Det er et dejligt job, hvor man hele tiden kan udvikle sig, og det er flot at få lov at møde så mange små personligheder. Og måske har man en andel i noget hos dem. Det er en stor gave.

Ordene er Inge Berglands. For hende har skolen altid været en succesoplevelse. Hun syntes, det var dejligt at gå i skole som barn, og valget af lærerjobbet var ikke så svært.

- Jeg havde lyst til at være formidler, til at kommunikere noget videre. Som lærer kan man bruge mange sider af sin personlighed, og man behøver ikke at gå i stå.

Inge Bergland var også glad for seminarietiden og fremhæver Marselisborg Seminarium som progressivt. Efter læreruddannelsen fik hun job i Sønderborg, og fra 1971 til 1977 var hun kommunens småbørnskonsulent og arbejdede med indskolingsordninger, børnehaveklasse og samordnet indskoling.

- I 1977 tog jeg til Århus af private grunde. Jeg søgte en udviklingsorienteret skole og fandt Præstemarksskolen i Hinnerup, hvor jeg har været siden. Skolen består af mange huse, og hvert hus kører autonomt, siger Inge Bergland.

I dag er hun optaget af teamsamarbejdet, lærerrollen i forandring, storyline-metoden, samarbejdet mellem lærere og pædagoger samt kommunikationen mellem forældre og skole.

Inge Bergland var på græs i Slagelse på 'en grøn skole'. Det var dengang, Åndssvageforsorgen blev udlagt.

- Vi var fem lærerstuderende på skolen, og der blev taget godt imod os. Man manglede lærere. Vi boede sammen og planlagde sammen. Vi oplevede pludselig at stå med en gruppe åndssvage, vi skulle undervise. Det var en fantastisk givtig og glad tid.

Fra skoleelev til voksen

Oprør synes hun ikke, der var så meget af dengang. Hun var optaget af den kolde krig, Kennedy og Beatles.

- Jeg er opdraget til at være bredt orienteret, og det er også vigtigt for mig i dag, siger Inge Bergland.

- For mig sker der noget med afstemningen om EF i 1972 og med kvindebevægelsen. Dér går jeg fra at være skoleelev til at blive voksen. Det er også i den periode, jeg rejser til Tunesien med en gruppe for at undersøge, om man kan arrangere lejrskole dér. Jeg bliver politisk bevidst selv om jeg aldrig melder mig ind i et politisk parti eller går med i Tvind, men jeg bliver et mere bevidst tænkende menneske.

Det er også omkring det tidspunkt, hun melder sig ind i den faglige forening Pædagogisk Orientering, som hun betegner som en væsentlig kilde til efter- og videreuddannelse.

Inge Bergland mener, at der mangler ressourcer til efteruddannelse af lærerne, og hun synes, lærerne bliver hængt ud og nedvurderet i medierne.

- Vi har også mindre indflydelse i dag, end vi havde tidligere. Nu skal vi bare høres. Da vi havde lærerrådet, var vi med til at tage beslutningerne.

- Der er sket et stort skifte i skolen. Vi er gået væk fra fællesskabet og mere ind på det individuelle. Men vi er lærere. Det skal ikke være managementbegreber, der styrer i skolen. Til gengæld ser jeg ikke den store forandring i, hvordan børnene er, kun er de voksne eksperter blevet bedre til at sætte etiketter på dem, siger Inge Bergland.