Når jeg bliver færdig som lærer, vil jeg sørge for, at børnene har det godt. Ellers kan de ikke lære.

Det var Bente Breinholdts klare holdning i seminarietiden formuleret til hendes lidt forundrede far. Hun mindedes sin egen gymnasietid, der nærmede sig stemningen i Scherfigs 'Det forsømte forår'.

Holdningen holder stadig i dag, hvor hun er lærer på Bredagerskolen i Jelling. Dér har hun været i 18 år. Før det underviste hun på Elsted Skole nord for Århus, arbejdede fem år på Ungdomshøjskolen i Vester Vedsted og fem år på Skovbyskolen i Galten.

Hun begyndte lærerlivet i spadseredragt og høje hæle som fru Breinholdt og husker, da hun som 24-årig klasselærer foreslog børnene, at de sagde Bente og du. Det var ukollegialt, mente en ældre kollega og skældte hende ud på lærerværelset. Nu ville alle elever kræve at blive dus, og så ville respekten ryge.

- Respekten handler jo slet ikke om sådan noget. Det handler om at være der som et menneske med sine holdninger og værdier, siger Bente Breinholdt.

Hun husker også, hvordan to kvindelige lærere en dag aftalte at møde op i lange bukser næste dag. Det var ellers kun forbeholdt de kvindelige gymnastiklærere. Kollegerne kiggede også noget, men de sagde intet, og de to kvinder kunne fremover gå i bukser.

Årene på Ungdomshøjskolen fra 1971 til 76 var, da oprøret mod det etablerede fandt sted.

- I dag skal vi huske at holde fast i det gode, vi har opnået i de år, hvor vi eksperimenterede. Jeg synes, der er nogle tendenser til, at vi er ved at gå for meget i den gamle grøft. Jeg frygter, at for eksempel de punkter i ottepunktsprogrammet, der handler om kundskaber, færdigheder og målinger af resultater, lægger op til læseplansstyring, hvor hvert klassetrin skal opnå noget helt bestemt, siger Bente Breinholdt.

Hun har aldrig fortrudt, at hun blev lærer. Som barn og ung hjalp hun sine små brødre med lektierne, ligesom hun hjalp børnene dér, hvor hun var i huset i Frankrig.

- Skolen har forandret sig meget, men det er helt fint. På Bredagerskolen har vi hele tiden lærerstuderende, og det betyder, at vi er nødt til at udvikle os. Forældrene stiller også spørgsmål. Det er dejligt, så vi er nødt til at forholde os til alt det nye, der sker, følge med i den nye faglitteratur og være velforberedte til forældremøderne.

Jeg er også blevet mere kritisk med min egen undervisning. For tyve år siden kunne man godt arbejde i grupper med emnet middelalderen i et halvt år, men i dag synes man jo, at børnene skal nå at få noget mere med i 'historiebagagen'.