NETopNU

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Regeringen

udsendte i august et hæfte med titlen »IT i folkeskolen en investering i viden og velfærd«. Her fremlægges på under ti sider regeringens tanker om it i skolen.

Hæftet kan udskrives på http://pub.uvm.dk/2003/it/ Det er ikke lang, tung læsning.

Det er bare et hæfte med regeringens tanker og derfor helt uden juridiske bindinger for skolerne. Der er udsendt flere sådanne hæfter i de seneste 10-15 år, hvor en regering eller undervisningsminister har udtrykt tanker om it i skolen.

Når sådanne tankehæfter også dette alligevel spiller en rolle for, hvad der kommer til at foregå, skyldes det, at der til en række af tankerne er knyttet temmelig store pengebeløb.

En af tankerne er it-beviset

Det skrev Mette Schousboe om i denne klumme i Folkeskolen nummer 37, og hertil er der knyttet penge. En ikke nærmere fastlagt andel af 125 millioner kroner skal anvendes til udbredelse af it-beviset til folkeskoleelever. Pengene skal bruges på tilskud til introduktionsforløb for alle skoler samt etablering af et vejlederkorps.

It-beviset er en spændende nyskabelse, som forhåbentlig også skaber mere klarhed over, hvad det egentlig er, eleverne skal lære, når vi taler om it.

Læs mere på www.it-bevis.dk

Behov for computere i nærområderne til de tidlige klassetrin

er overskrift for en anden tanke.

En undersøgelse har vist, at ældre elever bruger computere mere end yngre elever. Det ønsker regeringen ændret, og derfor skal 3. klassetrin i årene 2005-2007 tæppebombes med computere.

Der forudsættes anvendt i alt 370 millioner på tilskud til kommunernes køb og installation af computere til de yngste klassetrin, og en eller anden strimmelregner har regnet ud, at »det giver mulighed for indkøb af en computer per 3,5 elever (på 3. klassetrin) i de enkelte år«.

Jeg tror nu nok, der menes en computer per 3,5 elever i alt over de tre år. I hvert fald angives det, at alene det statslige tilskud kan finansiere indkøb af 53.000 computere, og så passer regnestykket.

Ordet alene antyder, at der også skal bruges kommunale kroner, og så vidt jeg er orienteret, tænkes der på en »computer for computer«-model. Hvis I selv køber en, får I en.

Måske får vi problemer med at dokumentere computernes tilknytning til 3. klassetrin og deromkring. På de skoler, hvor jeg færdes mest, kan det blive vanskeligt at anbringe så mange computere i 3. klasses nærområde. I hvert fald hvis eleverne også skal være der.

Måske skal regeringen også engang afsætte en noget større pose penge til renovering og nybygning af skoler, så de kan leve op til nutidige politiske og pædagogiske ønsker?

Tankerne

rækker videre end til antallet af computere. Der skal også afsættes penge til »øget udvikling af internetbaseret undervisningsmateriale og nye undervisningsformer«. Det kan ses som en fortsættelse af den forrige regerings projekter Banebryder I og II samt ITMF IT, medier og folkeskolen, www.itmf.dk

Nå ja, skal og skal det afhænger naturligvis altid af de på tidspunktet givne politiske muligheder.

Det påstås

på side fire i tankehæftet, »at eleverne hurtigere kan opnå gode færdigheder i læsning, skrivning, regning og sprog, hvis it tages i anvendelse«, og påstanden gennemsyrer tankerne.

Dokumentationen stammer angiveligt fra en arbejdsgruppe nedsat af regeringen, som havde til formål at kortlægge elevers adgang til computere og anvendelse af it i folkeskolen. Den dokumentation kunne jeg godt tænke mig at se.

Den Europæiske Sprogpris

tildeles til initiativer af særlig kreativ og nyskabende karakter inden for sprogområdet. Prisen blev den 26. september af undervisningsministeren overrakt til et folkeskoleprojekt og et gymnasieprojekt.

Folkeskoleprojektet hedder LAB Language Across Borders, og på www.lab.emu.dk kan elever spille spil, som de selv tilpasser, samt skrive og læse kædehistorier og postkort på henholdsvis engelsk, tysk og fransk.

Sitet er til elever fra ti til 17 år og er frit tilgængeligt. Desuden ligger der en lærervejledning og en PowerPoint-præsentation til download. Elever fra flere lande bidrager, men indtil videre er det lærerne fra de fem deltagende danske skoler, der lægger nye muligheder på sitet.