Forsiden på Folkeskolen nummer 2 med de tre aber, der hverken vil se, høre eller tale, henviser til kommunalpolitikere, der lukker af for virkeligheden, ikke vil se det uundgåelige i øjnene - in casu »nødvendige« skolelukninger.

Men at lukke skoler er netop undgåeligt, kommunalreformens kvælergreb på kommunerne er ikke nødvendighed, men regeringens øjeblikkelige valg. De »tøvende« kommunalpolitikere er ikke virkelighedssky, snarere samvittighedsfulde forbilleder.

Kommunernes geografiske og demografiske struktur, kultur- og uddannelsesgrundlaget, der indtil for nylig har bestemt skolevæsenets opbygning, vil en dag igen blive mere afgørende end regerings- og statsforvaltningens makroøkonomiske modeller.

At lukke skoler og spare skoleledelser væk er paradoksale ­manøvrer. Skolelukninger negligerer det nære samfund, over­skuelighed, tæt kontakt til forældre. Sammenlægninger af skole­ledelser er ren panik, når god ledelse jo prises som alfa og omega for skolen.

Hvorfor kan lokale friskoler være smørhuller og trivselssteder, når folkeskoler under 300-400 elever dødsdømmes?

Kommunalpolitikerne går hverken med svejsebriller, er tonedøve eller målløse. De er valgt af lokalsamfundene og kan beskrives som det nære samfunds helte.