Anmeldelse

Følelsernes ABC

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi skal alle lære at håndtere vore følelser. Det kaldes følelsesmæssig intelligens. Nogle kan det bare, andre har rigtig svært ved det. Men hvordan underviser vi i følelser? Kan det læres, som når man skal lære matematik eller noget andet svært? Og kan man lære det af at læse i denne følelsernes ABC?

Fakta:

Titel: Følelsernes ABC

Forfatter: Mario di Pietro

Pris: 269 kroner

Sider: 170 sider

Type: Bog

Forlag: Forlaget Frydenlund

Bogen er skrevet til børn mellem otte og 15 år, og ideen er så, at børnene selv skal lære at prøve at højne det aspekt af intelligensen, som styrker balancerede og funktionelle følelsesmæssige reak­tioner. Men livet er et svært fag, som ikke kun læres i skolen. Alligevel har jeg selv lært en hel del af at læse i denne praktisk strukturerede bog, der rummer oplysninger om, hvordan følelser som vrede, tristhed og frygt kan overvindes. Havde jeg haft denne bog, da jeg var i præpuberteten, havde jeg nok haft et nemmere liv.

Men bogen løser ikke alle børnenes problemer. Så det er en god idé at gå langsomt frem og udføre øvelserne i den rækkefølge, de står i. Og så er der meget passende et supergodt kapitel til de voksne om at støtte og hjælpe børnene. De øvrige kapitler handler om at mærke sin krop, at have bevidsthed, tanker, der spreder sig, at træffe valg, at tage imod kritik, at acceptere sig selv og ikke mindst at dyrke sit glade hjerte.   

Så alt i alt handler bogen om, hvad der skal til for at have det godt både med sig selv og med andre. Det er en bog, der tager barnet i hånden, ser det direkte i øjnene, og som går i dialog med det. Og den er skrevet på en måde, der også kan gøre enhver voksen klogere på sig selv og andre. Hvorfor vente med at læse denne bog?