Anmeldelse

EU ansigt til ansigt

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er meget sjældent lykkedes at fremstille undervisningsmateriale om EU, der formår at få EU til at indgå i børns og unges livsverden. Her er imidlertid et forsøg, der måske vil kunne bidrage til denne vigtige opgave.

Fakta:

Titel: EU ansigt til ansigt

Forfatter: Marie Brynskov

Pris: 123,75 kroner

Sider: 110 sider

Type: Bog

Forlag: Gyldendal

I bogen sendes to unge i en efterårsferie på besøg i Bruxelles, og samtaler mellem de unge og en række danske nøglepersoner udgør bogens kapitler. Disse samtaler foregår på et uhøjtideligt plan og handler om alt lige fra nøglepersonernes yndlingsmusik og deres tøj, til hvordan det er at skulle bo og arbejde i Bruxelles, og hvad de i øvrigt beskæftiger sig med som danskere i EU.

Man møder EU-parlamentarikerne Jens Peter Bonde, der endelig synes, at EU er kommet for at blive, Dan Jørgensen, den unge socialdemokrat, der taler om problemer med venner og kæreste, når man arbejder i Bruxelles, og Venstre-parlamentarikeren Karin Riis-Jørgensen, der kalder Brøndby-fans for "vestegnsbøsser". Samt landbrugskommissæren, der hver morgen må finde ud af, hvilket land hun er i, og hvor toilettet er, EU-ambassadøren, der fortæller om, hvilken rolle en kop kaffe spiller i diplomatiet, og TV-Avisens Charlotte Harder, der synes, det er fedt at have en historie, der er indviklet og uforståelig, og så prøve at rede alle trådene ud og fremlægge dem på en forståelig måde.

Endvidere møder man en lobbyist og en jævnaldrende skoleelev på Europaskolen, der ikke savner Danmark, kun sine bedsteforældre.

Bogen afsluttes med et mindre, men obligatorisk kapitel om, hvordan EU er organiseret, og et lige så obligatorisk kapitel med ideer til aktiviteter og opgaver.

Den sidste i rækken af disse opgaver lyder "Skriv et essay om Europa år 2050. EU er gået rabundus - der findes ikke længere europæisk samarbejde. Hvilke konsekvenser har det for Europa, Danmark, verden?"

Dette spørgsmål burde indgå i al undervisning om EU.