Anmeldelse

Mange venner

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan får vi lært vore kære poder at omgås hinanden på en god måde? Det arbejdes der med i materialerne fra "Trin for Trin".

Brætspillet "Mange venner" er beregnet til børn i alderen fem til syv år. Det knytter sig til materialerne i den røde kasse "Trin for Trin 1". Spillet består af en spilleplade, fireogtyve spillekort, fire brikker og en kortfattet vejledning. Det spilles af tre til fire personer. Det er desuden nødvendigt med en voksen oplæser og ordstyrer.

På spillepladen er gengivet en række hverdagssituationer. Ud fra spillekortene skal deltagerne afgøre, om den måde, man takler situationen på, skaffer en venner. Hvis ja, så rykker man nogle felter frem; hvis nej, så rykker man tilbage.

Situationen er skitseret således: "Rosa sidder og tegner. Du vil også gerne tegne med farverne". Eleven trækker et af seks kort. Den voksne læser kortet op og er ordstyrer. Der er tre positive og tre negative handlemuligheder. Børnene vurderer i fællesskab, om handlingen er negativ eller positiv. Det er vigtigt, at den voksne ikke deltager i diskussionen. Ud fra spillet skulle børnene gerne lære, at den samme situation kan takles på flere forskellige måder, og at samværet med kammeraterne påvirkes af ens handlemåde. Tegninger på kort og spilleplade er levende og muntre.

Spillet er afprøvet med en gruppe børn mellem fem og syv år, og de var meget glade for det. Spillet blev "godkendt".

Spillet anbefales til de første klasser i indskolingen og skolefritidsordningen.