Bevar os vel

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi skal jo ikke overdrive noget, og vel har vi vel alle nok forstået, at Danmark ikke rammes af et våben.

Men World Trade har dog efterladt en måben og undren, frygtsomhed, spekulationer.

Hvad gør vi selv i disse situationer?

At Barsebäck står alt for nært, det nævnes. At Bush han siger, nu skal terror hævnes.

At Taliban har grene her i landet - ja, flere ting gi'r tanker. Og blandt andet

så tænker jeg på skolens sikrings-kælder. Der skal vi hen, hvis nu det virk'lig gælder.

Vi skal jo ikke overdrive noget.

Men hvem har egentlig for nylig gået en tur til skolens sikringsrum og tjekket, om sikkerheden den er godt nok dækket.

Nej, vi skal ikke overdrive noget,

så derfor har jeg faktisk kun et tåget og ufuldstændigt indblik i, hvorledes vi griber katastrofer an. Her bedes nu alle spørge sig. Har I forstået, hvad vi gør, skønt der aldrig sker os noget?

Fru Fischer