En verden for sig

En nysgerrig kigger på et fænomen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At rejse er at leve, siger man. Men nogle gange kan man komme til nye, eksotiske verdener uden at drage nogen steder hen. For eksempel, hvis man bliver ansat på et blad for lærere, sådan som det er sket for undertegnede for nylig. Det er som at drage til en anden planet. Væk fra det land, hvor de fleste danskere bor, og ind på et territorium, hvor nye regler gælder. Et sted, hvor det normale er anderledes.

Man kalder det skoleverdenen.

Sært ord. Man taler jo ikke om el-verdenen, kontorverdenen, børnehaveverdenen eller politiverdenen. Det er kun symbiosen mellem lærere og elever, som har en egen verden helt for sig selv.

Og egen, det er den.

En ældre og venlig herre var i telefonen forleden. Han er formand for en gruppe pensionister. Vi snakkede. Det var helt normalt. Den fuldtonede bas-stemme med den naturlige autoritet betød, at jeg ikke blev overrasket, da han undervejs i interviewet oplyste, at han var skoleinspektør.

- Ja, altså tidligere skoleinspektør. Ellers ville jeg jo ikke være pensionist, forklarede han omhyggeligt. Men næste træk kom bag på mig:

- Hvor gammel er så du, lød det i telefonen.

- Næsten syv, var jeg lige ved at svare. For sådan følte jeg mig. Journalister får sjældent tjekket deres alder af dem, de interviewer. Og slet ikke i en tone, der antyder, at man nok hører hjemme i en af de små klasser.

- 40, sagde jeg spagfærdigt og glemte i min befippelse, at jeg netop har haft fødselsdag og derfor er endnu ældre. Man lyver jo ikke for en lærer, så i næste øjeblik var jeg ved - rød om ørerne - at forklare og rette. De kan bare få det frem i en, de lærere.

Men den venlige autoritet i den anden ende af røret var allerede gået videre i sin forklaring, og han sluttede endda med en tillidserklæring til, at jeg nok havde forstået lektien og kunne gå videre selv:

- Bare kør med lammene, Hanne!

- Ja, jeg skal gøre mit bedste, hørte jeg mig selv bedyre.

Og jeg har endda aldrig været kaldt op til inspektøren.

Specialisten

Men det er ikke kun den naturlige autoritet blandt kilderne, som adskiller indbyggerne i denne verden fra resten af verden. Selv specialister er anderledes i skoleverdenen.

Som alle ved, der har prøvet at spørge en økonom eller en anden specialist om noget, bliver man normalt overdynget med skemaer, oversigter og baggrundsmateriale. Og mens man fortvivlet forsøger at øje talrækkerne og tage noter, kværner eksperten videre med sin udlægning, en indforstået diskussion af, hvorfor andres udlægning af samme tal er helt forkerte, og et bud på, hvordan tallene ville se ud, hvis de blev opgjort på en anden måde.

Men sådan er det ikke i skoleverdenen.

Her føler man sig igen hensat til de glade dage i de små klasser, når lærereksperten rømmer sig og sætter den pædagogiske maskine i første gear.

Først kommer en kort mundtlig præsentation. Derefter giver de journalisten papiret, mens de udfører det for en ekspert så vanskelige kunststykke: De holder mund, mens man læser.

Herefter er der mulighed for spørgsmål. Og ellers følger deres udlægning. I korte sætninger, mens de holder øje med, om man kan følge med. Der er indlagt pauser undervejs, så man kan tage noter. På den måde er det nemt og rart at være journalist i skoleverdenen. Og når man har passeret de 40, er følelsen af at blive opfattet som et barn igen jo ikke at kimse ad.

Så bærer man gerne over med andre udslag af, at lærerne har eget territorium med egne normalitetsbegreber. Dem er der også nogle stykker af.

Her er alle ens

Når man for eksempel ser på dyngerne af karakterer, som lærerne forsyner børnene med, kan det undre gang på gang at høre de samme lærere fremføre det synspunkt, at netop deres eget arbejde kan man ikke give karakter. Det handler så meget om det sociale, og det er så forskelligt fra time til time og så ens fra lærer til lærer, at ethvert forsøg i den retning uvægerligt vil lide skibbrud på uretfærdighedens klippeskær.

Hvis nogen synes, at det minder om at høre eleverne, når de får deres karakterbøger, er det selvfølgelig bare, fordi de ikke har hjemme i skoleverdenen.

Arrige indbyggere

Den første uge, hvor undertegnede vovede sig ind i den nye verden, blev redaktionen kimet ned af forargede læsere.

Det skyldtes ikke noget, som stod i Folkeskolen. Årsagen var en reklamefolder, som var sendt ud sammen med bladet.

Vrede læsere holdt redaktøren fanget i timevis i telefonen. Andre brugte postvæsenet til at skælde ud. Nu var bunden nået med en reklamefolder inde i fagbladet, som i dagens anledning frækt var pakket ind i folie, som om det var et dameblad.

På andre fagblade er de, som ellers skal betale (læs: medlemmerne), glade for de penge, som reklamerne indbringer. Og halvdelen af bladet er jo også fyldt op med reklamer i forvejen. Så hvad handlede det om?

Spændt åbnede jeg bladet i forvisning om mindst at finde en obskøn reklame for børnesex i Burma.

Men nej. Den famøse folder forsøgte at sælge en naturbog - og ikke den slags natur, som nogen rødmer over. Godt nok skulle man også skrabe lidt for at få det fulde udbytte af reklamen. Men det gør jo halvdelen af Danmarks befolkning alligevel hver uge. Åbenbart ikke lærerne. De arrige indbyggere i min nye verden vil have, at i hvert fald deres eget fagblad skal repræsentere en verden ubesmittet af køb og salg og drømmen om en hurtig gevinst og lidt virkelighedsflugt.

Som en kollega forklarede: Ligesom præsten skal være et pænt menneske, således gælder det også for degnen. De har med andre folks børn at gøre. Så kan de ikke tolerere hvad som helst.

De har det ikke altid let, indbyggerne i skoleverdenen.

Powered by Labrador CMS