Mange elever i små lokaler betyder sygdom

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er to muligheder, færre børn i klasserne eller større lokaler. Sådan lyder den politiske reaktion på en stor videnskabelig undersøgelse af sammenhængen mellem indeklimasygdomme og skolebygningers tilstand, som er lavet af Arbejdsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet i København.

Undersøgelsen omfatter 8.000 elever og lærere fra 75 folkeskoler og gymnasier i Københavns Kommune, hvor klassekvotienten er på 22 i skolen og 26,5 i gymnasiet. Mere end hver femte elev og lærer lider af høfeber, og mere end hver tiende har astma-symptomer.

- Jo færre kvadratmeter og rum, der er på en skole, jo flere tilfælde finder vi, siger overlæge Finn Gyntelberg til Politiken lørdag. Han har gennemført undersøgelsen sammen med læge Harald Meyer.

Skoleborgmester Jens Johansen (Socialistisk Folkeparti) har straks bedt sine embedsmænd om en prioriteret plan for at gøre indeklimaet bedre.