Respekt

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var en af de sidste sommereftermiddage. Solen skinnede varmt og lidt melankolsk, og folk sad og nød det hele på bænke og omkring borde - før det var for sent for denne gang. Selv styrtede jeg gennem byen, for jeg havde lovet at medvirke i et eftermiddagsarrangement arrangeret af Dansk Videnscenter for Ordblindhed i Den Sorte Diamant i København med plads til over 400 personer.

Overdimensioneret, tænkte jeg. De skulle have valgt en mindre sal. Sådan en smuk dag kommer der højst 20-30 personer - for at se en præsentation af en stavekontrolprogram for ordblinde. Ikke umiddelbart et sexet emne, som det hedder nu om dage - og så hele tre sprogfolk på talerlisten. Og efter skoletid, uden refusion og vikardækning.

Alle disse overvejelser kunne jeg have sparet mig. Der var propfuldt af mennesker, og mange var gået forgæves. Gid lidt flere var klar over, at danske lærere er en kolossal resurse for landet. Deres lyst til at følge med i deres fags udvikling er tilsyneladende livslang og uudslukkelig og det opsparede behov for faglig efteruddannelse mærkbart efter årtier, hvor det meste af efteruddannelsen har været mærkesagspædagogisk iscenesat.

Staveprogrammet er udviklet i et samspil mellem førende forskere, pædagoger og sprogteknologer i interessante konstellationer - og forventningerne til det nye hjælpemiddel er store. Lærerne har klædt sig på til opgaven, proaktive som de er. Rettidig omhu! Respekt!

Professor Higgins