Pisa er imod nationale test
Vi skal have nationale, obligatoriske test, så fagligheden kan blive styrket. Sådan lød det fra regeringen, da Pisa-undersøgelsen blev offentliggjort den 6. december 2004. Men det er ikke en anbefaling, der stammer fra Pisa.
»Det forslag må regeringen selv forklare«, sagde leder af Pisa i Danmark, professor Niels Egelund, ved Folketingets høring om Pisa i sidste uge.
»Pisa siger, at bindende mål er en god idé, men Pisa peger ikke på standardiserede test som en løsning. Pisa viser, at det fungerer bedst, hvis lærerne tester i den løbende undervisning med prøver, de selv har fremstillet«.
Louise Frevert, Dansk Folkeparti, ville vide, om en delt skole ville styrke fagligheden.
»Der er intet i Pisa, der siger, at delt skole vil løfte fagligheden«, svarede Niels Egelund. »En tredjedel af Pisa-landene har delt skole, eksempelvis Tyskland, der ligger helt i bund«.
jvo@dlf.org