Denne bog fortæller om, hvordan man som for eksempel lærerteam kan arbejde med fælles refleksion over hverdagens små og store problematikker. Ideen er at bruge hinanden til at blive bedre til at forstå og fortolke de situationer, man oplever - for eksempel i undervisningen, ved forældremødet eller i skolegården - og så på den baggrund udvikle nye handlemuligheder.

Bogens metodiske omdrejningspunkt er det narrative. Det betyder, at det er lærerens egen konstruktion af en fortælling om det, der skete, og det, som han eller hun finder problematisk, der er udgangspunktet for teamets refleksion. Bogen er delt i to. Først en teoretisk del, som introducerer til og begrunder metoden. Dernæst en praktisk del, som beskriver tre forskellige modeller for narrativ team-refleksion.

Der er ingen tvivl om, at metoden er anvendelig - om end den vil kræve en del træning. Når man arbejder i team - for eksempel omkring undervisning - er det oplagt, at det at reflektere systematisk over sin undervisning eller over sit samarbejde med elever og forældre kan være med til at kvalificere ens arbejde. Det er også en fin ide at tage afsæt i konkrete fortællinger fra hverdagen. Det giver mulighed for at få blik for alle de forhold og relationer, som kan være af betydning for, at det gik, som det gik - og det giver rigtig god mulighed for i fællesskab at diskutere både styrker, årsager og alternative handlemuligheder i for eksempel undervisningen, ved skole-hjem-samtalen og så videre.

Rasmus Alenkær er omhyggelig. Han brænder for metoden, og det ligger ham åbenlyst på sinde at præsentere en solid og nuanceret teoretisk begrundelse for den praktiske metode: narrativ team-refleksion. Denne intention er prisværdig. Det er dejligt med en metodebog, som ikke bare præsenterer en "smart ide", men som virkelig også byder på nuancer og begrundelser. Intentionen om teoretisk begrundelse er imidlertid samtidig bogens akilleshæl. Når man flere gange møder meget generelle forklaringer og abstrakte termer som "refleksionskonstituenter" og "interventionsmetodisk definition", bliver man pludselig i tvivl om, hvilken virkelighed det egentlig er, bogen refererer til. Og man kan få den fornemmelse, at de meget tekniske forklaringer og teoretiske begrebsafklaringer gør sagen langt mere kompliceret, end den i virkeligheden er. Det ville have været skønt med flere konkrete billeder og begrundelser fra virkeligheden - også i den første del.

Bogen indeholder mange personlige kommentarer. Det er en smagssag, om man kan lide denne skrivestil. I dette tilfælde oplever jeg, at det igen gør nogle af bogens budskaber mere kringlede, end de behøvede at være - og man kan som læser opleve, at det tager for lang tid "at komme til sagen".

Men det er jo det rent formidlingsmæssige. Metoden er interessant og et relevant bidrag til kvalificering af teamsamarbejdet i og uden for folkeskolen.