Ligegyldigt hvilken fantastisk pædagogisk metode en lærer end benytter, så vil eleverne langsomt falde i søvn, hvis de skal sidde stille i længere tid. For vi er ikke skabt til at sidde stille.

Så enkelt er det. Og alligevel foregår undervisning af både børn og voksne ofte stillesiddende.

Britt-Louise Theglander er uddannet lærer og læge, og på en stor legepladskonference i Lund i Sverige i sidste uge holdt hun oplæg om, at vi alle behøver at have hele kroppen med, hvis vi skal lære noget.

Egentlig begyndte hun at undervise på en skole engang i 70'erne. Uden uddannelse. Senere blev hun så nødt til at tage læreruddannelsen for at kunne fortsætte i sit job. Oprindeligt ville hun have været arkæolog, men hun fandt lærerjobbet så interessant, at hun blev hængende. Efter læreruddannelsen begyndte hun at undervise på Lærerhøjskolen, og hun skrev bøger.

'Mens jeg sad og skrev på min femte bog, tænkte jeg på, hvordan man egentlig lærer. Det havde jeg selvfølgelig tænkt på mange gange før, men nu begyndte jeg at tænke på, hvad der egentlig sker i hjernen, når man lærer. Vi hører en masse om vigtigheden af det psykologiske og om pædagogiske metoder, men vi har som lærere aldrig hørt noget om det biologiske i læreprocessen', sagde Britt-Louise Theglander.

Hun besluttede, at hun ville læse medicin for at finde ud af det med hjernen.

'Det tog tre år, før vi på medicinstudiet nåede til hjernen. Men undervejs opdagede jeg mere om biologien og om kroppen og dens betydning'.

I dag er hendes grundkonklusion, at det skrevne ord som læringsmetode er overvurderet. Hvilket ikke betyder, at læsning og brug af bøger skal droppes. Det er slet ikke hendes budskab, understreger hun, men det er ikke dér, det væsentlige i læringsprocessen og tilegnelsen af kundskaber sker. Det sker i mødet. I mødet mellem den voksne og barnet. I mødet mellem mennesker.

Vi skal kende hjernens funktion

'Det biologiske er det vigtigste, og det hører vi som lærere aldrig noget om. Det biologiske kan ikke være modebetinget. Det er urgammelt, og det kan ikke lige ændres', sagde Britt-Louise Theglander.

'Når vi taler om, at vi ikke kan fange elevernes opmærksomhed, taler vi om, at de bliver udsat for så mange forskellige impulser. De bombarderes med så mange indtryk. Men det gør vi også. Så tænker vi, at børnene har ændret sig. Det er deres skyld. Men når vi tænker sådan, kan vi ikke gøre noget ved det. Det fritager os for ansvaret, for så ligger problemet uden for mig. Men det gør det ikke. Vi skal bare vide noget om, hvordan vi lærer. Hvordan hjernen fungerer'.

Hun fortalte om den forlængede rygmarv, det centrale system samt om de fine tråde, der udgår fra rygmarven. Og hvad de kan. Det er dér, sanserne sidder - lugt, smag, føle - alle kroppens sanser. Og hun fortalte om hjernebarken, der hele tiden får signaler fra sanserne, fra den ældste og mest primitive del af hjernen. Kun når hjernebarken er 'vågen', kan man lære. Når man begynder at nikke med hovedet under et foredrag for eksempel, er det, fordi hjernebarken 'er faldet i søvn'.

'Denne del af hjernen er fuldstændig ligeglad med intellektet. Man kan ikke kommunikere med den. Og når man sidder stille, begynder hjernebarken at 'sove'. Det eneste, der hjælper på det, er bevægelse', sagde Britt-Louise Theglander.

Hun understregede, at en femårig kan klare lige så meget eller lidt ved at sidde stille som en voksen.

'Den eneste forskel på barnet og den voksne er, at den voksne har mere disciplin'.

'Når vi arbejder med de yngste elever, tænker vi på, at de skal røre sig indimellem. Det siger erfaringen. Men det er præcis det samme for ældre elever og voksne. En lektion på 45 minutter er alt for længe at sidde stille'.

'Tænk så lige på, hvordan indretningen ofte er i et klasseværelse, og hvordan skolens uderum er. For slet ikke at tale om alt det krudt, lærere bruger på at få elever til at sidde stille! Men al deres uro og bevægelse er altså bare noget naturligt'.

Skolearbejde skal være konkret

Britt-Louise Theglander fortalte, at når små børn klatrer og kravler op på alting, er det, fordi de ikke kan lade være. Det er sådan, de skaffer sig erfaringer. Ligesom kattekillingen lærer at overleve, at fange sit bytte, ved at have leget, fanget snore eller lignende.

Arbejdet i skolen kræver altså bevægelse, hvis eleverne skal tilegne sig kundskaber, og hvis den viden, de får, skal hænge fast. Derudover understregede hun, at arbejdet skal være konkret.

'Abstraktionen er først fuldt udviklet omkring 20-års-alderen. I folkeskolen er eleverne op til 16 år, så det skal altså være konkret arbejde, de beskæftiger sig med'.

'Læsning kræver også abstraktion. Men selvfølgelig kan børn lære ord og lære at læse, man skal bare vide, at dét at kunne læse ordene jo ikke er det samme som at kunne forstå dem. Forståelsen kræver abstraktion. Fortælling, læsning, digte og remser er vigtige for børn, men det er hele læseoplevelsen, der er vigtig, ikke kun de læste ord', sagde hun.

Hendes foredrag varede mere end halvanden time, men hun indlagde både en pause med opfordring til at bevæge sig lidt samt en pause med lysbilleder og musik, konferencedeltagerne udelukkende skulle slappe af til.

'At sidde stille og ikke tænke er bestemt ikke spild af tid. Det er vigtigt. Ligesom børn skal have lov til at kede sig. Det er dér, kreativiteten opstår'.

hela