I denne sommer har der været en omfattende debat i medierne om årsagerne til, at nogle børn ikke bare per automatik sendes videre i første klasse.

Stig Brostrøm har været brugt som ekspert og har givet den øgede faglighed i børnehaveklassen og børnenes for unge alder skylden. Andre har hævdet, at det er de urolige drenge, der venter med at komme videre, men det er mit indtryk, at årsagerne skal findes et helt andet sted.

Jeg vil understrege, at der ikke findes nogen undersøgelser og deraf følgende dokumentation for fænomenet, så ingen kan sætte tal på hyppigheden i tendensen, men hvis der er en øget hyppighed, tror jeg, at én af grundene er, at vi børnehaveklasseledere er begyndt at se mere bredt på barnet og netop ud fra en helhedsbetragtning af barnets samlede situation tager stilling til, om det vil kunne klare at være et individ i fællesskabet i netop den gruppe, som det aktuelt befinder sig i.

Med dette udsagn er det min påstand, at det er med omdrejningspunkt omkring barnets sociale udvikling, at beslutningen træffes. Det sproglige fundament, der må være til stede, for at barnet kan sætte ord på sine tanker og hensigter, er endnu ikke på plads, og barnet har ikke det overblik, der skal til for hurtigt at gå ind i forhandling om for eksempel deltagelse i en leg. Det vil igen sige, at barnet er efterslæbende i forhold til gruppedannelse og kammeratskaber, og at det i de følgende ti år altid vil skulle stå på det yderste led af tåspidserne i forhold til kammeraterne for at blive set, hørt og anerkendt, fordi det ikke ventede det ene år med at gå videre. Resultatet er det, jeg vil karakterisere som et 'skyggebarn'.

Hvis børnene er sendt for tidligt videre, vil man i fællesrummet, på legepladsen, ved idrætsdagen, ja i alle frie sammenhænge, se disse 'grå', glædesløse børn halse af sted efter udviklingen for at komme ind i varmen. På et tidspunkt giver de op og bliver næsten usynlige.

Min erfaring er, at hvis den type børn venter et år, vil de få et langt rigere liv med en sproglig og social udvikling, der er med til at opbygge et godt selvværd. Beslutningen om at vente træffes altid i samarbejde mellem børnehaveklasseleder, forældre og pædagoger i fritidshjem eller fritidsordning. Børns og forældres tilbagemelding har hver gang været: 'Hvor var det godt, at vi gjorde det!'

Pressen har spurgt ind til årsagen til, at nogle børn er længere om at gennemløbe deres udvikling end gennemsnittet. De har blandt andet spurgt, hvorvidt det var forældrenes, børnehavernes eller skolens skyld. Det er en forkert tilgang at tale om skyld i denne sammenhæng. Det er et faktum, at alle børn ikke er kodet til at have den samme udviklingstakt. I stedet må man bruge flere ressourcer på at øge samarbejdet rundt om barnet, så situationen med de grå børn slet ikke opstår, ved at barnet tager et år mere i børnehaven.

Via brobygningen til børnehaverne har børnehaveklasselederen, forældre og pædagoger en unik mulighed for at tale sammen, før barnet begynder i børnehaveklassen. Det er et samarbejde, der endnu er nyt, og som bestemt ikke er slået igennem på alle skoler, men jeg forventer, at det vil være tilfældet i løbet af nogle få år.

Et gensidigt øget kendskab til de miljøer, barnet udvikles i, vil give øget mulighed for en glidende indkulturering. Det vil kunne medføre, at to år i børnehaveklassen er et fænomen, der forsvinder eller optræder sjældnere fremover.

Lise Buhr er formand for Børnehaveklasseforeningen