I øjeblikket er man i Europa langt inde i diskussioner om uddannelse som en del af arbejdsmarkedspolitikken. Hvad tror du, Dansk Industri synes om det? Er det noget, der vil komme til at berøre den enkelte lærers daglige arbejde? Kan vi leve med det i DLF - og hvis ikke, hvordan skal vi så håndtere det? Den diskussion må med i foreningens udviklingsprojekt.

Hvordan sikrer foreningen sig adgang til viden og sammenhænge på europæisk plan, der fører til reel indflydelse for medlemmerne? I øjeblikket er ansvaret overladt til én DLF-ansat i Bruxelles, der skal holde sig orienteret i de forskellige formelle og uformelle internationale fora, hvor afgørende beslutninger træffes. Han skal så opstille relevante spørgsmål til politisk afklaring. Vel at mærke på vegne af 15 forskellige danske uddannelsesorganisationer.

DLF skal påvirke

DLF's berettigelse kan måles på, hvor effektfuldt organisationen influerer på løn- og arbejdsvilkårene gennem påvirkning af beslutningstagere på folkeskoleområdet. Det er i dag en uhyre kompleks proces, som gør det svært for den enkelte lærer/borger at holde sig orienteret.

Ét er dog ganske åbenlyst. Hvis DLF ikke evner at sætte ind med påvirkning, mens ideerne udvikles i europæiske og internationale fora, så får vi kun indflydelse på deres endelige, praktiske udmøntning. Det betyder, at DLF og andre organisationer kan kæmpe om, hvordan rammerne for dansk udførelse skal være. Indholdet har andre besluttet.

Dafolos slutrapport fra DLF's udviklingsprojekt (kan læses på www.dlf.org og omtalt i Folkeskolennummer 34 og 35) behandler det internationale arbejde som et sidestillet, selvstændigt område af DLF's arbejde. Vi foreslår i stedet, at perspektivet trækkes ind i debatten om, hvordan kommunikationen skal foregå i foreningen, og om hvordan informationer kan bruges i foreningens strategi- og politikudvikling.

Det internationale perspektiv er nemlig ikke et selvstændigt område. Tag for eksempel et højt profileret område som IT og e-learning. Hvis man krydslæser regeringens udspil, Danmarks strategi for uddannelse, læring og IT, fra august, med opsummeringer af den europæiske debat i for eksempel 'KOM(2000) 318 - Kommissionens meddelelse om eLearning' og Rådets rapport om uddannelsessystemernes klare mål, vil man se, at der er meget enslydende passager.

Det enkelte medlem kan spørge sig selv, om det øgede fokus på IT-området har betydning for vedkommendes daglige arbejde. Og om hvor meget indflydelse man selv mener at have haft på tilblivelsen af strategien.

Klare mål i EU

Et andet eksempel er debatten om 'klare mål'.

I arbejdsmarkedspolitisk sammenhæng har man i EU flere gange drøftet, hvordan EU bedst bevarer konkurrencekraften på et globalt marked. I 'Memorandum om livslang læring' introduceres begrebet 'New Basic Skills'. Naturligt nok er der kommet fokus på uddannelsessystemet som fremtidig garant for konkurrenceevnen, og der foregår intense debatter om konkretiserede fælles mål for uddannelse i Europa.

I Danmark kom debatten først rigtigt på tapetet sidste forår, da Undervisningsministeriet i 'Uddannelsesredegørelse 2000' introducerede begrebet kernefaglighed. Men almindelige lærere kom først for alvor på banen, da de første faghæfter i serien om klare mål blev lanceret før sommerferien i år.

Overvejelserne om New Basic Skills er altså ikke ligegyldige for den helt almindelige lærer. Men det var først i den indenrigspolitiske diskussion, at lærerne, og dermed DLF, for alvor gav modspil til ministeriet. Det enkelte medlem kan så igen spørge sig selv, hvor meget reel indflydelse han eller hun har haft på den pædagogiske og didaktiske tænkning, der ligger til grund for 'Klare Mål', og på de internationale sammenligninger, Danmark bliver udsat for.

Medlemmer forhindrer indflydelse

Desværre har menige medlemmer paradoksalt nok kraftigt medvirket til at holde sig selv og DLF uden for indflydelse. 'Hovedstyrelsen rejser for ofte til udlandet', lyder et medlemsudsagn hentet fra Dafolos rapport. Sammenholdt med polemikken om hovedstyrelsens studierejse til Paris og Bruxelles i marts viser det en opfattelse af, at internationale forhold ikke er væsentlige for løn- og arbejdsvilkår i folkeskolen.

Som vi ser det, er nogle medlemmer på den måde med til at holde foreningen fast i et dødvande. DLF skal være på forkant med udviklingen, siger man. Og de initiativer, der skal føre til proaktiv handlen, skal komme nedefra, fra græsrødderne. Dødvandet opstår altså, fordi nogle mener, at forventningen bedst indfries, ved at alle politisk aktive er ens og har samme type viden. (Eller tilsammen mangler viden!) For hvis alle er græsrødder, og alle initiativer skal komme nedefra, så forhindrer det, at foreningens ledelse henter ny viden hjem. Det må blive konsekvensen af, at man ikke ønsker rejseaktivitet til udlandet!

Hvis DLF arbejder videre med det internationale som et område for sig selv - som et eksotisk krydderi til den 'egentlige', hjemlige debat - så vil foreningen fortsætte på samme måde som nu, hvor man er tvunget til konstant kun at være reaktiv. Fordi de grundlæggende tankesæt bag alle tiltag er fastlagt af andre langt tidligere i processen, hvor DLF i praksis har fravalgt at være med.

Brug for international debat

I stedet skal DLF forsøge at opnå den fulde synergi ved at være proaktiv, og det kan vi gøre ved at hive den internationale dimension ind i den interne debat, på måder der gør det muligt for aktive, menige medlemmer at trække på deres hverdagserfaringer, når de politiske konsekvenser skal afklares. Derved kan politikudviklingen ske nedefra, og foreningens ledelse kan få et reelt mandat at spille ind med tidligt i processen, hvor der tales substans og indhold. Det må være en afgørende ambition i DLF. Derfor anser vi det for afgørende, at den internationale dimension gøres til en væsentlig del af foreningens videre udviklingsforløb.-