Teamsamarbejde i folkeskolen er omgærdet af myter.

Det er løsningen på alle problemer, det skal have en bestemt form, det er den enkelte lærers ansvar, og erfarne lærere er skeptisk indstillede, lyder det blandt andet.

Ifølge seminarielektor Kirsten Krogh-Jespersen, Århus Dag- og Aftenseminarium, holder ingen af dem stik i virkeligheden.

For at begynde med det sidste først:

'Det er forskelligt, hvad der optager den nyuddannede og den erfarne lærer, men jeg vil meget nødig generalisere og sige, at de nyuddannede er de bedste til teamsamarbejde, fordi det er en arbejdsform, som de er vant til fra seminariet. Faktisk tror jeg, at nogle af de dygtigste, også på dette område, er kvindelige lærere midt i 40'erne', siger Kirsten Krogh-Jespersen.

Hun har gennem mange år beskæftiget sig med overgangen fra seminariet til folkeskolen og med nye læreres første år som lærere. I den forbindelse og som konsulent med erfaringer fra mange skoler har hun et godt indtryk af, hvordan teamsamarbejde fungerer.

'Hvis ikke teamsamarbejde handler om at få nogle dybere og mere kvalificerede analyser, og hvis ikke det handler om at få udviklet et sprog, som kan rumme analyserne, og som kan udtrykke visioner for undervisningen, så kan det nemt forekomme den erfarne lærer, der kan få tingene til at fungere, at være spild af tid. Sådan fungerer det desværre nogle steder. Her er det ikke tydeligt, hvad der er så vigtigt at få snakket om i teamet og hvordan. Her bliver det et løst forum, et sted, hvor man har 'en at snakke med'. Hvis man ikke kommer længere og bliver bevidst om, både hvad det er for et indhold, og hvad det er for en form, der skal præge arbejdet, så er det ikke særlig vigtigt. Så ender det for den erfarne lærer med, at man sidder og udveksler det, man ved i forvejen'.

Lærerfaglig udvikling

Nøgleordet for teamsamarbejde er professionalitet, målet for arbejdet er, at deltagerne udvikler sig lærerfagligt.

'I en artikel i Folkeskolen(nummer 32, Redaktionen) fortalte to unge lærere, at teamsamarbejdet fik dem til at kunne overleve i lærerjobbet. Overlevelseshensynet må være et minimumskrav. Teamsamarbejde er på sigt kun brugbart, for så vidt som det kan være med til at kvalificere den pædagogiske samtale. Det er ikke en kaffeklub eller et sted, hvor man blot udveksler undervisningspapirer. Nogle skoler formår at sætte gang i eller holde denne type samtale i live. Andre får den til at dø totalt ud. Det understreger, at det er skolen som sådan og ikke kun den enkelte lærer, der er i centrum. Hvis teamsamarbejdet ikke fungerer, er det i høj grad et ledelsesproblem. Samarbejde er ikke en privatsag for hverken nye eller erfarne lærere'.

Det er vel ikke helt ligegyldigt, hvordan den enkelte lærers indstilling er? Nogle er måske så individualistiske, at de ikke kan trives i et tætteamsamarbejde.

'Der skal være plads til, at lærere er forskellige, men man kan ikke bare begrunde sin holdning til teamsamarbejde med private præferencer. Man er faktisk på arbejde. Nogle gange har lærere en tilbøjelighed til at lyde, som om skolen er til for deres skyld. For at de kan få tilfredsstillet deres individuelle personligheder. Det skal der også være plads til, men det må være underlagt det professionelle sigte med virksomheden. Man har aldrig kunnet tillade sig at opfatte undervisningen som en individuel sag, selvom man tidligere har kunnet komme af sted med det. Men det er vigtigt at skelne mellem individualitet og individualisme. Folkeskolen har brug for, at lærere er nogle personer, der står som selvstændige mennesker med integritet, men det er ikke det samme som ikke at ville samarbejde med andre'.

Blinde pletter

Folkeskolenhar foretaget en e-mail-forespørgsel om læreres holdning til teamsamarbejde. Et par svar fra nye lærere tyder på, at det væsentligste er, at de dermed får del i ældre kollegers erfaringer fra undervisningen.

'Ældre lærere er vældig flinke til at levere egne erfaringer videre til nye kolleger, men det er ikke sikkert, at det er det, de nye har brug for. De har måske i højere grad brug for at deltage i en samtale, hvor de kommer et skridt videre, end at få at vide 'så gør jeg sådan her' og 'du må gerne få mit materiale'. Jeg prøver ikke at nedgøre den form for samarbejde, men det er bare ikke nok. Og man går nogle gange fejl af hinanden. De ældre lærere synes, de har været så imødekommende, og de unge siger 'jamen det er slet ikke det, vi har brug for. Vi har brug for at fortsætte den professionelle samtale om undervisning, som vi kender den fra seminariet'', siger Kirsten Krogh-Jespersen.

Nogle svar på e-mail-undersøgelsen fra både nye og erfarne lærere tyder på, at man tillægger det at overvære hinandens undervisning og supervision afgørende betydning. Det kan det også have, men den holdning kan nemt føre til mytedannelse.

'Der findes ikke en løsningsmodel, når det gælder teamsamarbejde, og hvis man kræver at have mulighed for at overvære hinandens undervisning for overhovedet at kunne arbejde i team, kan man godt pakke det sammen. Det at kolleger beskriver for hinanden, hvad de har set og hørt i hinandens undervisning, og samtaler om den kan være overordentligt væsentligt. Men det er lige så væsentligt, at man beskriver sine egne handlinger for at blive klogere på sig selv. Det er vigtigere at beskrive sig selv end at høre en anden beskrive sig selv. Men man har af og til brug for at blive set over skulderen, fordi man har masser af blinde pletter'.

Og så skal man lige være opmærksom på, at det at overvære hinandens undervisning og samtale om den ikke er det samme som supervision. Supervision er ifølge Århus-lektoren, når man som lærer rejser en bestemt problemstilling vedrørende sin forståelse og sine handlinger, som man ønsker at blive superviseret i forhold til. Supervision vil ofte vedrøre en dybere bearbejdning af lærerpersonen som person.-Jan Kaare er freelancejournalist

Nogle gange har lærere en tilbøjelighed til at lyde, som om skolen er til for deres skyldÆldre lærere er vældig flinke til at levere egne erfaringer videre til nye kolleger, men det er ikke sikkert, at det er det, de nye har brug for