Anmeldelse

Censorbogen

- en teoretisk og praktisk vejledning for eksaminatorer og censorer i de sundhedsfaglige professionsuddannelser

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bestemmelserne siger, at en tredjedel af censorkorpset ved lærer- og diplomuddannelserne skal være aftagercensorer, altså kende arbejdspladsernes dagligdag. Der er sikkert en del nye censorer, der skal i ilden for første gang til sommer. Er de forberedt?

De studerende skal, ud over at skrive opgaver, forberede sig på eksamenssituationen. Hvad repræsenterer personerne omkring eksamensbordet? Hvilke roller har de i forhold til hinanden? Alle har prøvet at gå til eksamen, og så alligevel. Er de forberedt?

"Censorbogen" kan støtte de involverede aktører i eksamensforløbene og give styr på roller og forventninger. Selv om undertitlen peger mod de sundhedsfaglige professionsuddannelser, er det blot et udgangspunkt for en god og relevant gennemgang af de mange aspekter ved eksamenssituationens roller og deres indbyrdes relationer samt censorernes opgave som samfundets kontrol- og sikkerhedsinstans.

Bogens kapitler kommer omkring lovgrundlaget bag prøver og eksamen, censorbegrebet, vejledning ved opgaveskrivning og vejleders opgaver. Hertil kommer planlægning og gennemførelse af eksamination og censurering, votering og karaktergivning, karakterskalaens sammenhæng med Blooms taksonomi samt klager og anker i forbindelse med eksaminationen. Til sidst behandles etik i eksamenssituationen i et afsnit med mange gode overvejelser over menneskelig adfærd og handlen i et struktureret samvær med et beskrevet formål og givne roller.

"Censorbogen" kan anbefales til både censor, eksaminator og eksaminand. Der er viden og stof til afklaring, forståelse og også diskussion af hinandens ageren ved bordet.