Anmeldelse

Ih, hvor er det amerikansk

En praktisk guide til effektiv undervisning, klasseledelse og kollegial støtte

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Classroom-management er et modeord, og læsning af denne bog giver mig associationer til en bølge af litteratur, som især kommer fra USA. Den giver konkrete og forenklede anvisninger på, hvordan man skal blive lykkelig, få bedre sex, opdrage sine børn, leve længere: "Lev livet uden bekymringer", "Forny dig selv". På kurser, gennem tv-udsendelser og ved læsning af andagtsbøger om selvudvikling kan man blive et nyt, lykkeligt, kreativt og fleksibelt menneske. Kontinuitet, ansvarlighed over for fællesskabet og personlig integritet virker i disse bevægelser nærmest suspekt.

Forfatteren til denne bog er imidlertid ikke amerikaner, men australier. Men bogen rummer mange anvisninger på, hvad man bare lige skal gøre for at løse konkrete problemer, når det gælder elevers adfærd. En kogebog i lærerstyret adfærdsregulering, som oven i købet er oversat i et meget anglofilt dansk. Hvad mener I om følgende vending? "Fald til ro, folkens". På samme måde findes der i bogen mange ordrette oversættelser, som hæmmer læsningen.

Stilen er småsnakkende, og bogen burde have været strammet voldsomt op. De samme konkrete eksempler bringes om og om igen.

Dens eksempler stammer fra en undervisning, hvor lærerstyret klasseundervisning dominerer, og hvor den typiske undervisningsform er vekslen mellem lærerens instruktion og elevernes løsning af de opgaver, læreren har sat dem i gang med. I det hele taget en forældet form i forhold til danske skoleforhold. Et afsnit om sprog handler ikke meget om sprog, men om en assertiv form for problemløsning.

Men alligevel vender jeg ikke tommelfingeren nedad i min vurdering af denne bog. Trods svagheder rummer den også mange værdifulde tanker og ideer, som det absolut er værd at tage til sig. Der mangler en grundig teoretisk referenceramme, men der er et hav af meget konkrete forslag til praksis.

Bogen er underholdende, og forfatteren vover sig ud i meget konkrete anvisninger og eksempler på, hvad man gør, når der er disciplinære problemer i en klasse.

Den er praksisnær og bygger på en dybtgående indsigt i og gode iagttagelser af det sociale spil i en klasse. Dens løsningsforslag til, hvordan man uden vrede og voldsomme sanktioner kan skabe et godt arbejdsmiljø, kan måske virke banale, men de er inspirerende, brugbare og effektive.

Nøgleordene i samværet mellem lærere og elever er gensidig respekt, formulering af og bevidsthed om rettigheder, pligter og ansvar og klare linjer om konsekvenserne, når de vedtagne rettigheder ikke respekteres.

Afsnittene om udfordrende børn, om kontrol af vreden i os selv og andre er faktisk glimrende.

Det samme er forslagene til, hvordan man kan give kollegial støtte til lærere, der har disciplinære problemer.

Trods forenklinger og præg af en anden skolekultur end vores og trods bogens friskfyragtige snakkesalighed er der inspiration og gode ideer at hente i denne bog, hvor forfatteren ned til de mindste detaljer har gennemtænkt, hvad man kan gøre i forskellige situationer i en klasse.