Arbejder, som jeg plejer

Karsten Hansen er vild med sit job. Men meget træt af at være en sag

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er meget udviklende at være med til Leg og Læring i selvstyrende team, mener Karsten Hansen, der er pædagog på Brårup Skole 'Jeg har rigtig gode kolleger, og vi bidrager med hver vores faglighed.

Jeg kom fra 12 år som fritidspædagog. I begyndelsen gik jeg meget rundt i klasserne og observerede det sociale liv, og hvordan det enkelte barn fungerer - mens jeg hjalp til, når børnene arbejdede selvstændigt. Efterhånden lapper mine opgaver mere over lærernes. For mig er det meget givende kun at skulle forholde mig til børnene her i de klasser, jeg er med i - i stedet for 120 børn i en fritidsordning. Når man så også har mange timer med dem, kommer man meget i dybden med hver enkelt', fortæller han.

Undervisningen er delt op i tre sektioner og varer inklusive pauser indtil klokken 14. Den er planlagt i de selvstyrende team, som har to timer hver uge til planlægningen. Læreren og pædagogen har hvert sit ansvarsområde. Karstens er blandt andet det sociale liv i klassen.

Afbryder undervisningen

Hans arbejde består også i at afbryde undervisningen, hvis han kan se, at en fem-seks elever er stået helt af. Så trækker han børnene med ud til hulebygning eller pudekamp for at få brændt noget energi af.

Øjnene lyser, når han fortæller, og det er let at se, hvorfor Karsten Hansen kalder sit arbejde for verdens bedste job. Han er først og fremmest interesseret i børn og arbejder også i en ungdomsskole. Så kan han følge 'sine' børn, når de bliver teenagere, og se, hvordan det går dem. Problemerne om, hvordan han skulle være ansat i fremtiden, har dog tyndet lidt ud i arbejdsglæden i det seneste år. 'Det har været så træls. Jeg var bange for, hvad der ville ske efter den voldgift. Det er jo kampen om medlemmerne for fagforeningerne. Men heldigvis er det endt med, at jeg arbejder, som jeg plejer, og til den samme løn. Jeg er meget glad for min forberedelsestid.

Den er med til at tvinge mig til at bruge tid på at arbejde med, hvordan der kommer mere kvalitet ind i det, jeg laver', siger Karsten Hansen.

Han har fået to ansættelsesbreve. Det betyder, at han nu har forberedelsestid og løn som faglærer i de timer, hvor han underviser alene - og her er han ansat efter lærernes overenskomst.

I resten af timerne er han ansat på BUPL's overenskomst som skolepædagog.

Powered by Labrador CMS