Vil være bogløs skole

Taskebøger og bogsamlinger matcher ikke længere elevernes individuelle behov for at lære, mener man på nyt 10.-klasse-center

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Ikast går man mod strømmen. Mens andre skoler passer og plejer deres bogsamling, har kommunens 10.-klassecenter valgt slet ikke at have en.

'Selvom vi formentlig aldrig når så langt, er det vores vision at blive en bogløs skole. Det er en bevidst strategi, at eleverne ikke skal have taskebøger', siger skoleleder Bent Kristensen.

I stedet for bøger satser skolen på computere.

De 135 elever har 50 computere til rådighed. Der er altså kun 2,7 elever om hver. Næste skoleår er målet at komme ned på to elever om hver computer.

'Der sker så meget i de unges liv, og når de kommer her, er deres baggrund vidt forskellig', siger skolelederen. 'I den situation vil intet lærebogssæt kunne modsvare deres behov. De skal ud og hente oplysninger på nettet, og de skal finde dem i materialer på biblioteker. Vi ligger tæt på en anden skole, hvis mediatek vi mod betaling har adgang til. Vi har folkebiblioteket i byen, og hvis der bliver behov for det, kan vi låne bøger på de andre skoler i kommunen. Vi er også flittige brugere af Amtscenteret for Undervisningsmidler'.

Skolens vision hænger nøje sammen med undervisningsformen, hvor eleverne er delt i to storhold med fælles lærere, og hvor undervisningen er delt efter elevernes niveau og behov.

Ikke alle er tilfredse

Skolens budget giver gode muligheder for at flytte rundt med midlerne. Der kan således flyttes penge mellem løn og materialer, hvis der er behov.

'Men det er ikke for at have midler til andre formål eller for at spare, at vi har valgt vores vision. Det er den rigtige måde at gøre det på', siger skolelederen. Visionen kan godt fraviges, men kun hvis lærerne er 100 procent sikre på, at de får brug for en taskebog.

Ikke alle er tilfredse med bogløsheden. Lærer Trine Nielsen vil gerne have klassesæt til sin rådighed, når hun underviser i engelsk.

'Lærerne bruger mange resurser på at kopiere, og kopier har nu engang ikke samme kvalitet som originalmaterialet. Resultatet er, at eleverne ikke får samme forhold til undervisningsmidlerne, som de ville få, hvis de havde bøger. Det er ulempen. Fordelen er, at de kan tegne og strege, som de har lyst, og at de nemmere kan få lige præcis det materiale, som de har brug for. Der er desuden en fare for, at bøger bliver forældede', siger Trine Nielsen.

kaare