Tvivler på undersøgelsen

Forlagsmand tvivler på, at lærerne er tilfredse med materialernes standard

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Formanden for Brancheforeningen for Undervisningsmidler direktør Lars Tindholdt, forlaget Malling Beck, har svært ved at tro på Viborg-undersøgelsens konklusioner. 'Når vi kommer ud på skolerne, kan vi se, at der står meget gamle undervisningsmaterialer', siger han.

'En lang række faktorer indikerer, at der anskaffes mindre, og at man mange steder er underforsynede. Det skulle lærerne i Viborg Amt være tilfredse med? Masser af andre steder giver de udtryk for det modsatte, at undervisningen bliver dårligere, fordi det går den forkerte vej med undervisningsmidlerne. Jeg er nødt til at stille spørgsmålet, om man kan tro på, at undersøgelsens konklusioner passer?'

Han medgiver, at en dygtig lærer kan klare sig uden nye undervisningsmidler, men det kræver en formidabel indsats og masser af tid, og når forlagene er i kontakt med lærere rundt omkring og tilbyder dem nye materialer, er det ikke, fordi de er tilfredse med de materialer, de har, at der bliver sagt nej tak.

'Man siger: Vi vil meget gerne have det nye materiale, men kom igen en anden gang. Vi har ikke pengene'.

Er det ikke det samme, som når man skal købe en bil? Det ville være dejligt med en stor Passat, men jeg kan godt klare mig med en lille Peugeot?

'Bevar mig vel, men det er de nye produkter, der passer til de krav, som undervisningen skal leve op til', siger direktøren.

Kaare