Darwin bortvist

Evolutionslæren er stadig kontroversiel i amerikanske skoler

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er langt til praksis for uddannelsesteoretikeren Howard Gardner - i hvert fald i hans hjemland, USA.

Det kom der et nyt bevis på, da skolekommissionen i delstaten Kansas forleden udelukkede Charles Darwins evolutionsteori fra læseplanen.

Gardner udpeger i sin nye bog om skolens formål (se Folkeskolen nummer 33) evolutionslæren som det mest oplagte eksempel på, hvordan eleverne kan opnå dybere viden og forståelse inden for det naturvidenskabelige område.

Skolerne i Kansas er efter den nye beslutning fortsat frit stillet til at undervise i, hvordan mennesket stammer fra aber og andre lavere væsener. Men tilbøjeligheden til dette vil nu være langt mindre, fordi evolutionslæren fra 2001 ikke længere indgår i eksamenspensum. Så godt som al undervisning i USA er fokuseret på eksamenerne.

Et flertal på seks mod fire i Kansas' skolekommission fastslog, at det er i orden at fortælle eleverne om 'mikroevolution' - at der sker udvikling inden for arterne - mens undervisning i 'makroevolution' - udviklingen fra en art til en anden - ikke er acceptabel. Argumentet lyder, at sidstnævnte ikke hviler på noget solidt videnskabeligt grundlag, fordi den hverken kan observeres eller gentages i laboratorieforsøg.

Kritikere i Kansas siger, at kommissionen med beslutningen slipper skabelsesberetningen ind i skolerne ad bagdøren, og at det nu skal hedde, at Gud skabte mennesket.

Evolutionslæren har gennem hele dette århundrede været kontroversiel i USA. I 1920'erne blev læreren John Scopes dømt i Tennessee for at have undervist i Darwins teori.

Kansas er ikke alene med sin bortvisning af Darwin fra klasseværelserne.

Alabama, New Mexico og Nebraska har i de senere år taget lignende skridt. På nationalt niveau har Det Nationale Naturvidenskabelige Akademi ellers anbefalet, at amerikanske skoleelever stifter bekendtskab med evolutionslæren. Og Højesteret i USA fastslog for godt ti år siden, at delstaterne ikke må tvinge skolerne til at undervise i skabelsesberetningen. Det skyldes den forfatningsmæssige adskillelse af stat og kirke i USA.-Regner Hansen er freelancejournalist