SkoleKom i sort

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For et par uger siden gik SkoleKom igen i sort. I fem dage kunne man ikke komme i kontakt med systemet.

Det skyldtes givetvis et eller andet teknisk kompliceret uheld - og jeg er sikker på, at de gode folk på SkoleKom knoklede som besatte for at få systemet op igen. Men det er ikke - længere - godt nok.

I skolerne har hundredetusinder af lærere og elever spildt tid i de dage. De har gang på gang prøvet at komme ind på systemet, men har blot fået en fejlmeddelelse.

Edb-tilsynsførende på hundredevis af skoler har spildt tid på at finde ud af, om det var deres netværk, der var fejl på.

På massevis af lærerkurser landet over har man ikke kunnet gennemføre de planlagte aktiviteter. Endnu mere helt almindelig undervisning har været ramt af samme 'tidsrøver', og tusinder af brugere som jeg selv er blevet lammet i en del af vores aktiviteter - med merarbejde og andet tidsspilde til følge.

Lærere er vant til, at der er ting, som ikke virker. Ting, som skulle have været anvendt i undervisningen eller til forberedelse. De er derfor gode til at improvisere og gøre noget andet. Men sådan samfundsøkonomisk set ville det antagelig have været bedre, hvis lærerne kunne have gennemført det, de faktisk havde planlagt.

Det er ikke ligetil at gøre op, hvad et nedbrud af SkoleKom i fem dage koster brugerne; men det koster. Næste år vil det koste endnu mere og året efter . . . Det er derfor ikke urimeligt at forlange, at SkoleKom får ressourcer, så nedbrudstiden - for nedbrud er uundgåelige - næsten ikke opleves hos brugerne. For det er der, det er dyrt!