Betty Iversen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da vi den 20. juni tog på sommerferie, stod der skrevet på lærerværelsets husketavle: 'Betty giver rundstykker første dag efter ferien'.

Endnu en gang blev vi præsenteret for Betty Iversens ukuelige livsvilje og tro på, at sygdommen kunne besejres. Men mandag den 20. juli modtog vi med stor sorg meddelelsen om, at det sidste slag var tabt i den kamp, hun igennem syv år havde kæmpet med enestående mod, åbenhed og et positivt livssyn, der aftvang alle beundring og respekt.

I de 26 år, Betty Iversen var lærer på Haderup Centralskole, inden sygdommen tvang hende til at holde, nåede hun at sætte et præg på skolen, der i mange år fremover vil stå som et værdigt minde om en person med store menneskelige, pædagogiske og kunstneriske kvaliteter.

Som klasselærer var hun et menneske, der gav meget af sig selv, men som også forventede, at andre gav noget til gengæld, og hendes omsorg for de bogligt svage elever kom til udtryk gennem et meget engageret arbejde med skolens specialundervisning.

Da Betty Iversen for et år siden sluttede som klasselærer i 7. klasse, havde hun lavet en lille tegning til hver af eleverne, som de fik sammen med et digt. Et digt, som også kunne stå som et passende eftermæle for hende selv og hendes arbejde på Haderup Centralskole.

Du skal plante et træ.

Du skal gøre een gerning

som lever når du går i knæ,

en ting som skal vare

og være til lykke og læ.

Jørgen Nydam

Haderup Centralskole