Flere bliver på landet

Antallet af unge, der vil være lærer, stiger generelt, men enkelte seminarier skiller sig voldsomt ud

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Antallet af unge, der i disse dage går i gang med en læreruddannelse, er større end i flere år, men den generelle stigning dækker over store udsving.

Fem lærerseminarier er således blevet ramt af nedgang. Et enkelt af dem, CVU Jelling, har mistet en fjerdedel i forhold til ansøgertallet i 2001.

'Vi ville ønske, at vi havde en forklaring, men det har vi ikke', siger rektor Ole Breinholt. 'Det eneste, vi har kunnet finde ud af, er, at vores navneskifte har skabt forvirring'.

CVU Jelling hed indtil 2002 Jelling Seminarium, men ved overgangen til at blive et center for videregående uddannelser valgte seminariets bestyrelse et nyt navn. Andre lærerseminarier i landet har beholdt deres gamle navn, samtidig med at de er gået sammen i centre.

'Vi ved fra ansøgere, at navneskiftet har skabt tvivl. Konklusionen er derfor, at det ikke er lykkedes for os at kommunikere, at vi på trods af det nye navn fortsat uddanner lærere', siger rektoren.

58 færre lærerstuderende betyder umiddelbart, at der kun oprettes seks i stedet for syv hold i år, og at en lærer er blevet afskediget. Effekten af nedgangen slår dog først igennem i løbet af fire år, og set i sammenhæng med at man i Jelling også forrige år mistede studerende, er det en ret ubehagelig situation.

'Det er ikke katastrofalt, men selvfølgelig får det en virkning, når ansøgertallet falder så meget. Heldigvis har vi kunnet optage 100 på uddannelsen til meritlærer. Det giver mange hold i de pædagogiske fag og også enkelte linjefag', siger Ole Breinholt.

Nedgangen i Jelling skyldes ikke, at de studerende har søgt ind på naboseminarier.

'Vi har tjekket vores andenprioriteter, og der er ingen sammenhæng', siger Ole Breinholt.

De to seminarier, der har haft den største fremgang, er Haderslev og Nr. Nissum. I det sydjyske har man fået næsten 60 procent flere ansøgere, mens man i Limfjordslandet har fået en stigning på 39,3 procent.

Begge seminarier har oprettet netbaserede læreruddannelser. Det er en stor del af forklaringen.

'Der er tale om en dramatisk vækst i fjernundervisning, men der er også vækst i tilmeldingerne til den almindelige læreruddannelse', siger rektor Søren Vang Rasmussen, Haderslev. 'Med hensyn til fjernundervisning er vi usikre på, om interessen bliver ved med at være så stor, men der er ikke tvivl om, at der også i fremtiden vil komme mange tilmeldinger. I virkeligheden er uddannelsesformen en videreførelse af den aftenundervisning, der har eksisteret i mange år'.

Landet i vækst

Årets tilmeldinger tyder på, at vandringen fra land- til storbyseminarier er stoppet. Fire af de fem seminarier med størst fremgang ligger således i landområder, og blandt de ti seminarier, der har haft en større fremgang end gennemsnittet, er der kun fire storbyseminarier.

'Noget tyder på, at de unge generelt har valgt at uddanne sig i eget amt, og da det inden for lærerområdet bliver prioriteret højt at få de studerende til at blive i deres område, fordi de formentlig så vil kigge efter job her først, er vi glade for udviklingen', siger formanden for Lærerseminariernes Rektorforsamling, Nils-Georg Lundberg, Hjørring.

Han mener, at den store fremgang for fjernundervisning kan føre til, at flere seminarier tager undervisningsformen op.

Den generelle stigning i tilmeldingerne på 387 ansøgere eller 8,2 procent har fået undervisningsministeren til at oprette 150 flere studiepladser.

Det kan sammen med den nye meritlæreruddannelse være med til at afhjælpe lærermanglen, mener hun.

Tallene for hvert enkelt seminarium kan ses på http://us.uvm.dk/videre/nyheder/kot/laerer.htm?menuid=2525. Her er dog ikke medtaget meritlæreruddannelsen.

Der er tale om en dramatisk vækst i fjernundervisningen, men der er også vækst i tilmeldingerne til den almindelige læreruddannelse