Anmeldelse

Når krigen raser

- regler, dilemmaer og konsekvenser

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børn kan lære det utroligste og det mest groteske; de kan lære det, der er imod deres livsbekræftende, glade og positive indstilling til livet og det at være til - de kan nemlig lære at nære had.

En del af verdens befolkning består af generationer, der kun har oplevet krig, vold og uretfærdighed, og som derfor ikke har fået barmhjertighed, forståelse og tolerance ind med modermælken, men derimod indædt had og intolerance med skyklapperne naglet fast i en og kun en retning.

Hvad hjælper topmøder, fredsaftaler og politiske spil i kulissen, hvis en opvoksende ungdoms sind er blevet præget så stærkt i en fundamental opdragelse til had og tro på, at retfærdighed kun opnås ved kamp og uniformeret begejstring. Det er sket før, og det sker stadig, at man manipulerer begejstringen ind i et politisk perspektiv, hvad enten det drejer som om holdningen til EU eller indvandrere og meget andet.

"Når krigen raser - regler, dilemmaer og konsekvenser" fokuserer imidlertid ikke udelukkende på børns aktive del i konflikter, men med dette udgangspunkt er der nok en god mulighed for at få nutidens danske børn i tale.

Dansk Røde Kors søger med dette materiale blandt andet at bibringe eleverne viden om krigens regler - den humanitære folkeret, der er baseret på de fire Genève-konventioner fra 1949.

Eleverne sættes i børnesoldatens, krigsfangens og fangevogterens sted, hvorved der opstår dilemmaer, fordi man som soldat og civil tænker anderledes, når krigen raser.