Folkeskolen er blevet jaget vildt. Den naturlige respekt mellem skole og samfund er ikke længere. Jeg ser det som et paradoksalt udtryk for, at skolen er blevet afgørende vigtig for alle grupper i samfundet. Ingen tør længere lade være med at tage kritisk stilling. Alle er klar over, at Danmarks samfundsøkonomiske overlevelse i dag står og falder med uddannelsessystemets funktion. Det er skolen, som er det dybeste fundament for de vigtigste erhvervskompetencer og for de kulturelle kompetencer.

Men det er nærmest som om, det kvalificerer kritikerne i særlig grad at udvise den dybeste uvidenhed om folkeskolens forhold. Skolen har ændret sig og er i dag midt i en væsentlig omstilling hen imod at blive 'en lærende organisation'. Lærerens arbejde har ændret karakter - er blevet meget bredere. Skolen er i gang med en udvikling mod nye organisationsformer baseret på lærerteam. Hertil kommer, at ikke mindst lokalsamfundet satser stadigt mere bevidst på skolens forebyggende socialpædagogiske indsats. Så er det indlysende, at læreren ikke har samme tid og energi til den faglige undervisning alene.

Fra højre til venstre har politikere erkendt: Vi har ikke råd til, at unge ikke får en længere skolegang. Så vidt muligt skal alle gå i skole også efter folkeskoleårene. Men det er noget meget nyt. For fåårtier siden gik de fleste unge direkte ud på arbejdsmarkedet. I dag skal folkeskolen kvalificere dem til at klare sig i gymnasiet, på HF, handelsskole og tekniske skoler. Og der stilles høje boglige krav alle steder. Folkeskolen har ikke fået tilført ressourcer til at løfte denne opgave.

Klassen er blevet multikulturel. Vi har tosprogede elever for ikke at sige multisprogede skoler. Ja! Men vi har længe overset, at der også er væsentlige kulturforskelle mellem de danske livsformer i sig selv. Folkeskolen kan ikke længere ensidigt satse på at forberede eleverne til lønmodtagerarbejde. Skoleloven drejer undervisningen i retning af kvalificering også til ledelsesarbejde, ekspertarbejde, udviklingsarbejde og projektledelse. Men tilbage står kvalificeringen af fremtidens iværksættere. Det er alle disse kulturelt og kvalifikationsmæssigt forskellige opgaver, som læreren må forholde sig til.

Den klassiske skole blev færdigudviklet i 1700-tallets statiske feudale samfund. Skolen skulle levere elementær undervisning. Skolen skulle ikke forholde sig kritisk til samfundet, og skolen måtte ikke være i stand til at lave om på sig selv. Lærerne arbejdede parallelt, men adskilt fra hinanden i hvert sit lukkede rum. To hundrede års skole af denne type har præget lærerens mentalitet i retning af en privatiseret og individuel praksis. Gennemgående en højt kvalificeret praksis. Men det er først i vor tid, at lærere for alvor har tacklet opgaven med at arbejde sammen om at skabe bredere udvikling i skolen.

Det nye lærersamarbejde er et fundamentalt kulturbrud, som det vil tage årtier at gennemføre. Efter to århundreders privatpraktiserende, individualistiske og en anelse selvretfærdige lærere kan det ikke ske hurtigere. Lærernes udfordring lige nu er at erkende, at skolen ikke er deres. Skolen er forældrenes, børnenes, politikernes, samfundets. Opgaven for interessegrupper og skolens brugere er modsvarende at forstå, at ingen andre end lærerne kan løfte opgaven med skolens modernisering. Der er brug for massiv økonomisk og idemæssig støtte til skolen. Men der er først og sidst brug for offentlig anerkendelse af de mange dygtige lærere, som er de eneste, der kan skabe en bedre skole.

Sten Clod Poulsen er psykolog og direktør for firmaet MetaConsult.