Det gule ansvar

En lærer på cykeltour med en flok elever, hvor den samlede stilling i klassementet kan være svær at gøre op, efter at den sidste rytter er tumlet over målstregen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Endelig er den der. Dagen før sommerferien, hvor de skal på cykeltur. Vejret er fint, og denne gang har alle deres cykler med. Og madpakke og sodavand. De enes om det fornuftige i at cykle påén række og med læreren forrest.

Og så går det da derudad i adstadigt tempo. Læreren er nemlig over de 50 år, og hans cykel er vist omtrent lige så gammel. De forreste udtaler deres tvivl om, hvorvidt deres cykler eventuelt kan tage skade af at bevæge sig så langsomt. De bageste surmuler lidt over det hæsblæsende tempo, der bliver kørt i. Men dem er der ingen, der hører, for de er sakket bagud. I løbet af små ti minutter er klassen, der ganske vist kun består af fjorten elever, udstrakt over mere end én kilometer kommunevej.

En stafet iler frem til læreren: Dannys kæde er sprunget af, og han er flere kilometer bagude. Eftersom de knap har cyklet to kilometer, kan det næppe passe. Læreren vender sin aldrende cykel og møder da også snart Danny, der indsmurt i olie og med et stort grin i ansigtet fortæller om sin cykel, der har 21 gear - og nu altså også kæde på.

De fortsætter ad små veje. Det er nu cirka en halv time siden, de aftalte at cykle påén række. Det er for længst glemt. De fleste cykler, som om de havde forudreserveret vejen i begge kørselsretninger. Morten er ved flere lejligheder langt foran læreren, som jo cykler forrest. Han får i stadigt mere irriteret tonefald besked om at rykke tilbage. Hvad han da også gør, om end noget trevent. Netop i dag synes han at have svært ved at høre og endnu sværere ved at huske.

Endelig er de der. De stiller cyklerne. De fylder et parkeringsareal beregnet til 30 biler. Sæt cyklerne samlet. Og ind til siden.

De går ind i skoven. Solen skinner gennem løvet. Fuglene synger. Det er dejligt. De tre, der har græsallergi, tripper bekymret. Men ellers er det dejligt.

Ska' vi snart spise, hva'? Hvornår ska' vi spise? Læreren overhører dem, men det kan han godt spare sig. Lise har nu nærmest mavekrampe af sult. Vi skal spise klokken elleve. Hva' er klokken nu, hva'? Den er over halv elleve. Ved gud, hun tror, hun dør.

Pludselig springer et rådyr op. Det springer over stien lige foran dem. Et pragtfuldt syn. Se der. Læreren peger og hvisker. Ingen ser noget. Og tale i den lydstyrke kan ikke høres af en femteklasse. Hvor? Hvor? Inden de sidste har sagt 'hvor', er dyret forsvundet mellem træerne. Kun læreren har set det.

De kommer til stedet, hvor den lille kilde springer frem under granitblokken. Læreren forklarer, at hvis man drikker af kilden, kan man blive kureret for en række sygdomme. Adrr, hvor ulækkert, mener Mona, så vil jeg fandeme hellere være syg.

De går langs åen, over vejen, under banen og ind på rastepladsen under den store bro. Det er her, de skal spise. De farer lidt rundt, indtil de finder netop deres plads. Et par tilfældige gæster fortrækker hastigt.

Kors, hvor er jeg sulten. Mortens stemme trænger igennem. Hvorfor spiser du så ikke?, vil læreren vide. Jeg har ingen madpakke med, jeg har fået penge med. Troede du, man kunne købe noget herude i skoven? Det vil læreren godt vide. Vi havde ingen mad. Vi havde kun ét stykke rugbrød, og det fik min lillesøster.

Traditionen tro har læreren en overraskelse med. Og overraskende nok er det også denne gang en pose slik. Ikke smide papiret. Se affaldssækkene derhenne. Brug dem. Et par arbejdere, der er på pladsen i embeds medfør, er blevet irriteret på eleverne. De opfører sig ikke, som dengang de var børn. Helen foreslår, at læreren giver de sure stoddere et par på hovedet.

De går videre. Tilbage til skoven. Er vi snart hjemme, hva'? Carilla skal på toilet. Kan det ikke klares heromkring, spørger læreren. Det kunne det i hans unge dage, mindes han. Men nej, sådan er det ikke mere. Jeg må helst ikke komme hjem senere end halv et, siger Kris. Hvorfor da det? Jo, han skal fange kaniner. Er de da løbet ud? Ja, det plejer de at være. Og jeg skal være hjemme, inden det ringer, siger Trina, for så skal jeg hen til min rigtige far. De når det nok, mener læreren. Men ingen ser overbeviste ud.

De når cyklerne, og det viser sig, at der sørme er endnu et stykke slik til hver. Her er ingen affaldsbeholdere. Kom papiret her ned i min taske, formaner læreren. De stiger på cyklerne. Et par stykker slikpapir på jorden fanger opmærksomheden. Hvem har smidt det? Morten udpeges. Men han har fandeme ikke smidt noget papir. Han har givet det til Bitte, og så må hun have smidt det. Hvorfor troede du, at hun ville have dit slikpapir??? En skuldertrækning. Da læreren har samlet det op, er flokken allerede på cyklerne og et godt stykke forude.

En fremmed bilist har vovet sig ind på 'deres' vej. Han omringes af cykler på alle sider af bilen. Prøver forgæves at undslippe, men opgiver. Han holder nu helt stille for at lade flokken passere. Læreren halser bagefter og undskylder over for bilisten. De ser ham aldrig mere. Han har nok valgt en anden vej.

De cykler nu ud over heden. Kris fortæller, at han vist nok er kommet til at køre Danny over. Jamen hvordan er det dog gået til? Det vil læreren gerne vide. Jo, han væltede i en vandpyt, og jeg kunne ikke bremse, og så kørte jeg over hans arm. Men nu har han rejst sig. Godt nok.

Vi er nu i nærheden af Svennes hjem. Han fortæller om en 'skomagerhule', som er i nærheden, og som nogle frække drenge har sprængt i luften, og som nu kun er en ruin. Det siger hans far i hvert fald. Den må de se. De cykler op ad en lille markvej og trænger igennem et gyvelkrat. Og der er den så. Præcis som han har fortalt. Sprængt i luften og det hele. Godt de fik den at se.

De samles og skal fortsætte. Der mangler to. Helen og Morten er væk. Hvor er de? De er allerede cyklet i forvejen, mener nogle. Læreren tænker på de 22 gange, han har fortalt Morten, hvem der kører forrest. Ubevidst sender han en uvenlig tanke til de høje herrer, der i sin tid afskaffede begrebet 'lussinger' inden for skolevæsenet. Aldrig har så få trængt så meget.

De kører videre. Læreren får samling på tropperne og ser til, at de kommer sikkert over hovedvejen. Videre ned gennem Assenbæk. Små veje med sand og grus. Op og ned. Det er sjovt.

Ved Letbækvejen møder de Helen. Hun gad ikke cykle den åndssvage vej, så hun har fulgt asfaltvejen. Læreren skælder hende ud. Fortæller hende om ansvaret og alt det der, som lærere har. Hvor groft skal han gøre det. Helens mor er ikke sådan at spøge med. Hun plejer at ringe i den slags tilfælde. Altså kun middelsvær udskældning.

Hjemme ved skolen til den planlagte tid. Læreren ser til, at de igen kommer sikkert over landevejen. Seks elever er ude af syne. Mindre end én kilometer fra skolen er de faret vild. De fortæller ophidset om, hvordan de er drejet forkert. Og om, hvordan de har måttet spørge en gammel dame om, hvor Tistrup lå. Men nu er de her. Og nu er de sikkert over vejen.

Carilla får klaret det med vandet, der nu står i øjenhøjde. Trina når hen til sin rigtige far. Lærerens puls og blodtryk synker efterhånden til det normale. Og snart er alt igen ved det gamle.

Og læreren tænker lettet, at så blev da også dette en ganske almindelig cykeltur, hvor der intet særligt uheldigt skete, og hvor han ikke som ved flere tidligere lejligheder var kommet ind på lærerværelset, havde smidt sig udmattet i en blød stol og meddelt, at dette var hans uigenkaldeligt sidste cykeltur med elever.

Men om kaninerne blev indfanget. Ja det ved vi ikke endnu.

Freddy Engelund er lærer på Tistrup Skole.

Læreren vender sin aldrende cykel og møder da også snart Danny, der indsmurt i olie og med et stort grin i ansigtet fortæller om sin cykel, der har 21 gear - og nu altså også kæde på

De kommer til stedet, hvor den lille kilde springer frem under granitblokken. Læreren forklarer, at hvis man drikker af kilden, kan man blive kureret for en række sygdomme.

Adrr, hvor ulækkert, mener Mona, så vil jeg fandme hellere være syg

Powered by Labrador CMS