Det var til at forudse. Da lærerne ved sidste overenskomst accepterede en forhøjelse af den decentrale lønandel fra 0,8 til 0,9 procent, rakte de Fanden en lillefinger, og nu vil han have hele hånden. 'Ny' løn skal vi have, og det skal være nu.

Udrundne er de dage, hvor lærernes interesse for lønnen begrænsedes til et månedligt check på bundlinjen af lønsedlen plus minus en hund. Forude venter minutiøse studier af alenlange, kryptiske talkolonner, uigennemskuelige løntillæg, nid og nag og selvpromovering på kollegernes bekostning samt frem for alt storstilet spild af den energi, der er så hårdt brug for i klasseværelset.

Som bier omkring honningkrukken skal lærerne sværme om de tillægsudløsende aktiviteter i håb om at gøre sig bemærket, så de ved tillidsmandens mellemkomst kan komme i audiens hos inspektøren og få deres flidspræmier.

Var det så endda de mest krævende opgaver, man således ville gøre mere tiltrækkende for de dygtigste lærere, ville der være en vis logik i den 'ny' løn.

Men det er ikke arbejdet med de overbefolkede, halvvilde indskolingsklasser, der skal gøres mere tillokkende for de stærke, initiativrige lærere. Det er de børnefri nicher i skolens dagligdag, som lærerne i forvejen står på nakken af hinanden for at komme ind i, der af uransagelige grunde skal gøres endnu mere attraktive.

Nå, vi har da heldigvis en fagforening. Tilmed en af Danmarks mægtigste.

Og da den for kun tre år siden gik alvorligt galt af medlemmerne og fik to nej'er i rap, iværksatte den som bekendt en medlemsundersøgelse med henblik på at undgå lignende fejlvurderinger i fremtiden. Undersøgelsen, der alt for hurtigt er gået i glemmebogen, viste, at lønnen rangerer langt nede pa listen over de forhold, der betyder mest for lærerne. Og den viste, at en -én eneste - procent af lærerne gik ind for decentral løn (Folkeskolen nummer 30-33, 15. august 1996, side 28). På denne baggrund burde det være en let sag for vores forhandlere at stå fast i spørgsmålet om 'ny' løn. Baglandet er på plads.

Men nej. Med en rygrad som en kogt spaghetti siger hovedstyrelsesflertallet nu minsandten, at slaget er tabt på forhånd. Og det kan jo hurtigt komme til at passe, så når de, der skulle have kæmpet lærernes sag, hejser det hvide flag og lægger sig fladt på ryggen med blottet strube, inden kampen overhovedet er begyndt, er udfaldet givet. Det kaldes en selvopfyldende spådom, og det ligner mandatsvig.

Max Haugaard, selveste lærernes chefforhandler, er prisværdig åbenhjertig, når det drejer sig om samtaletonen på de bonede gulve. Han citeres i Gladsaxekredsens blad for, at lærere, der ikke vil gå over på 'ny' løn, er 'reaktionære' og 'har jord i hovedet'. Ikke desto mindre mener han, at det nok skal lykkes at få dem til at stemme ja, for de vil blive 'forgyldt' med et regulært 'bestikkelsestillæg ' her på kanten af deres pensionisttilværelse.

Max Haugaard og hovedstyrelsesflertallet kalkulerer med, at det vil få især lærerne i den store, privilegerede, lukkede gruppe til at give fanden i alt, hvad de gennem et langt lærerliv har lært om kollegialitetens betydning i dagligdagen, og stemme ja til 'ny' løn ud fra devisen: Efter os kommer syndfloden. Af hensyn til de unge, forstås . . .

Her er forhåbentlig gjort regning uden vært.

Niels Christian Sauer er lærer