Erik Wendelboe

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var med stor sorg, at vi på Jellebakkeskolen fredag den 12. juni modtog besked om, at vores tidligere skoleinspektør, Erik Wendelboe, var død efter kort tids sygdom, 63 år. Det er svært for os at forstå, at den mand, som i så høj grad var skaberen af vores skole, nu ikke er mere.

Efter endt læreruddannelse påÅrhus Seminarium blev Erik Wendelboe ansat ved daværende Vejlby-Risskov Kommune som lærer i 1960. Hans interessefelt blev hurtigt de børn, der ikke kom i realafdelingen - 'de statskontrollerede', hvis forhold virkelig stod hans hjerte nær. Men derudover interesserede hele folkeskolens udvikling ham dybt. I 1966 blev han valgt som fælleslærerrådsformand i kommunen for senere at indtræde i Århus Kommunes fælleslærerråds styrelse.

Da planerne om byggeri af en ny skole i Vejlby-Risskov (Jellebakkeskolen) dukkede op, blev han et naturligt medlem af byggeudvalget. Han var således med i udviklingen af vores skole, lige fra den allerførste streg blev sat på papiret. Da første sektion af skolen stod færdig, og skolen skulle starte, blev han udnævnt til skoleinspektør og kunne således på allertætteste hold følge byggeriets sidste to sektioner til dens indvielse i november 1976.

Som skoleleder var Erik Wendelboe noget helt særligt. Hans fremsyn og store interesse for alle dele i skoleverdenen sprudlede og gav sig udtryk i udviklingen af Jellebakkeskolen som en foregangsskole. Som vel nok den første skole i landet udviklede vores skole modulsystemet - lektioner af varierende længde, afpasset efter fag og årgang, og lidt senere opdelingen af skolen i fem mindre og selvstændige 'skoler' eller 'huse', som vi kalder dem. Derudover deltagelse i flere forskellige forsøgsprojekter. Hele tiden var det vigtigt for ham at være på forkant med udviklingen til gavn for børn, forældre og ansatte.

Hans interesse for lokalområdet gav sig udslag i oprettelse af juniorklub, seniorklub, støtteforening og ikke mindst det lokale kulturcenter, 'Forsamlingshuset', hvor områdets beboere kan mødes. I det hele taget bankede hans hjerte for det folkelige i og omkring folkeskolen.

Som pædagogisk leder af skolen var han således enestående, men hans evner som personaleleder var også lidt ud over det almindelige. Først og fremmest fordi han altid tog sig tid. Når man kom for at tale med ham, fik man altid sagt det, man ville og skulle have sagt. Selv i de allertravleste perioder lagde han bunkerne til side, tændte piben og lyttede. Der var altid hjælp at hente, altid opmuntring, trøst, eller hvad der var behov for. Dette betød uendelig mange timers ekstra arbejde for ham senere på dagen. Men sådan var han.

Desværre fik Erik Wendelboe ikke så mange pensionistår, han og vi kunne have ønsket os. Til gengæld nød han tiden meget. Efter sin afgang ved årsskiftet 1995/96 kastede han sig over sine hobbyer og elskede virkelig at kunne tilrettelægge sin egen tid uden en aftalekalender. Han besøgte skolen ganske ofte. Vi var glade, når han kom. Han sagde, at han savnede os, ligesom vi nu vil savne ham meget.

Et godt og hjertevarmt menneske er gået bort.

Æret være hans minde.

På personalets vegne

Gunnar Rasmussen

viceskoleinspektør