Debat

Uuddannede har ret til et godt lærerliv

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter at have læst i Folkeskolen nummer 24 om ikke-læreruddannede og deres lønforløb, hvor jeg blandt andet citeres for at have sagt, at »vi har stort set ingen uuddannede lærere, og vi er heller ikke interesseret i at få dem«, har jeg behov for at slå én ting fast:

Det er - og har altid været - min holdning, at DLF skal varetage løn- og arbejdsforhold for alle lærere i folkeskolen, uanset om de er læreruddannede eller ej.

Og det er min opfattelse, at der findes mange dygtige lærere i folkeskolen, som ikke har en læreruddannelse. De ville efter min mening kun blive endnu dygtigere af at gennemføre læreruddannelsen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Men det er min opfattelse, at vi bedst sikrer vores ikke-læreruddannede kolleger en ordentlig løn og et godt lærerliv ved at sikre dem retten til en arbejdsgiverfinansieret (merit)læreruddannelse, når de arbejder i skolen.

Efter min mening er det en langt vigtigere opgave for DLF end at sikre, at de ikke-læreruddannede får ret til et løntillæg.

Da vi ikke lykkedes med dén opgave ved de centrale 2008-overenskomstforhandlinger, blev det med at forhandle løn for lærere uden læreruddannelse lagt ud til den enkelte kommune og kreds.

På Frederiksberg, en kommune med kun cirka to procent ikke-læreruddannede (og i øjeblikket 15 læreruddannede arbejdsløse kolleger), var dette en anledning for kredsen til at få drøftet det afgørende spørgsmål med kommunen: Hvordan sikrer vi, at kolleger uden læreruddannelse sikres et reelt lønforløb og et godt lærerliv?

For os var svaret enkelt: Det fås ved at sikre, at kollegaen får styrket sine faglige kvalifikationer, nemlig ved at gennemføre en læreruddannelse.

Det er vigtigt for de ikke-læreruddannede, at de har de fornødne kvalifikationer til at kunne varetage lærerjobbet helt og fuldt - og det er vigtigt for de læreruddannede, som arbejder sammen med dem.

Vi har på det politiske niveau, i forvaltning og blandt skolelederne vundet stor forståelse for dette synspunkt. Det er vi rigtig glade for.

Det var dén besked, jeg havde håbet at videregive til Folkeskolen, men som det tydeligt fremgik af artiklen, var jeg ikke den opgave voksen.

Det håber jeg hermed at have rådet bod på.