»Man går laaangt ind til siden«

Musik, sang og fagter er vejen frem, når børn skal lære færdselsreglerne. Det mener læreruddannede Jan Irhøj, der i over tyve år har lavet hørespil til Børnenes Trafikklub

Publiceret Senest opdateret
»Sange og rim er det perfekte kommunikationsredskab, når børn skal lære faktuelle ting«, siger Jan Irhøj

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Vi er de nye, vi skal ud og gå. Vi er de nye, I skal passe på«.

Ordene er forholdsvis taktfaste, og der bliver kastet håndtegn og trampet på stedet i bedste rap-stil. Stjernerne er 1.-3. klasse fra Valdemarskolen i Ringsted, og på trods af at kulisserne i den gamle gymnastiksal er knap så luksuriøse, og publikum mangler, går budskabet fint igennem: Man skal passe på i trafikken, se sig for til begge sider og gå laaaangt ind til siden, hvis der ikke er et fortov.

»Sange og rim er det perfekte kommunikationsredskab, når børn skal lære faktuelle ting. De kan ikke forholde sig til skilte og påbud, men det bliver mere virkeligt for dem med en sang«, siger komponist Jan Irhøj, som i over 20 år har komponeret musik til Børnenes Trafikklub.

I dag instruerer og dirigerer han eleverne på Valdemarskolen. Øvningen skal munde ud i en stor trafikkoncert på Spil Dansk-dagen den 30. oktober i Ringsted Kongrescenter, hvor over 400 børn ventes at deltage. Det er fjerde år i træk, Jan Irhøj arrangerer trafikkoncerter.

Kult på Facebook

Jan Irhøj er læreruddannet, og han arbejdede som lærer i mange år. Men han havde svært ved at få plads til både arbejdet og den store interesse for musikken og valgte derfor til sidst skolen fra.

I 1984 blev han og vennen, forfatteren Thorstein Thomsen, kontaktet af Børnenes Trafikklub, som gerne ville have lavet et hørespil til børn om færdselsregler. Samarbejdet mundede ud i hørespillet om Max og Antonette, et lettere klodset pindsvin og en kæphøj storbyrotte, der absolut ikke har styr på trafikreglerne. Fortællingen blev en succes, og Jan Irhøj blev senere »far« til flere kendte figurer som »BadMads« og »Split«.

»Jeg lærte om trafikken med Max og Antonette« hedder en gruppe på Facebook, som blev stiftet i foråret. Gruppen har nu over 6.000 medlemmer, og det er den største respons, Jan Irhøj har oplevet for sit mangeårige arbejde.

»Mit job er meget anonymt til daglig, så det er overvældende pludselig at modtage mail fra så mange, som har lyttet til kassettebåndene, da de var små. Det er meget stort at opleve«, fortæller han.

Tilbage i salen har Jan Irhøj opstillet et dilemma for eleverne på Valdemarskolen. Hvad gør du, hvis du er på ferie, og der ikke er noget fortov?

Flere elever rækker hænderne op og hopper ivrigt for at blive valgt. Til sidst råber alle i kor: »Man går laaaaangt ind til siden«.

»Det er nemlig rigtigt«, smiler Jan Irhøj.