Tid til nyt syn på sløjd og håndarbejde

De praktiske fag er blevet nedprioriteret med få timer og et forfejlet linjefag i læreruddannelsen, mener sløjd- og håndarbejdslærerne.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Siden 2007 har sløjd og håndarbejde været ét fag i læreruddannelsen - materiel design. Det seneste år har 16 skoler forsøgt sig med at arbejde de to fag sammen i folkeskolen også. Inden længe ventes en evaluering af forsøgene. Men uanset resultatet er sløjdlærerne meget betænkelige ved at slå dem sammen.

»Rammerne for de to fag skal være i orden, før tanker om sammenlægning kan implementeres. Et nyt praktisk fag skal skabes ud fra pædagogiske og faglige tanker - ikke ud fra økonomiske sparehensyn«, lyder det fra Danmarks Sløjdlærerforening.

Sløjdlærerne ønsker to styrkede fag i de mindre klasser og derefter et nyudviklet håndværks- og designfag med eksamen i overbygningen.

Sløjd- og håndarbejdslærerne var med i processen, da materiel design blev skabt, men faget blev ikke, som de havde håbet. I den tidligere læreruddannelse havde hvert af de to fag 0,5 årsværk. Det nye fællesfag har 0,6 årsværk i alt, og gentagne gange har studerende, undervisere og de faglige foreninger gjort opmærksom på, at det slet ikke er nok.

I Håndarbejdslærerforeningen er man positiv over for at lave ét fællesfag. Men det skal eksistere på alle klassetrin og ikke kun på mellemtrinnet som i dag.

»Der er mange muligheder i et fælles håndværk og design-fag. Men man skal uddannes ordentligt til at undervise i det. Det siger sig selv, at man slet ikke kan nå at få den hands on-undervisning, der er nødvendig, på så kort tid«, siger Karen Sandager i tv-programmet »Skolebænken« på folkeskolen.dk

Hun mener, at der skal ses på læreruddannelsen generelt, fordi uddannelsens struktur gør, at meget få studerende vælger de små linjefag.

Da fagene blev slået sammen, blev der uddannet 300 sløjdlærere og 500 håndarbejdslærere om året. Sidste år blev der kun uddannet 39 nye lærere med linjefaget materiel design. Et yderligere problem er, at de studerende, der vælger faget, overvejende er de kvinder, der ellers ville have valgt håndarbejde. Kun seks ud af den nye årgang fortæller, at de ønsker at arbejde med hårde materialer.

»Hvis man kun har fokus på design, så kan vi se fra Norge, at alle de hårde materialer forsvinder. De er mere besværlige at gå til, og de kræver sikkerhed og faglokaler. Det er tydeligt, at i takt med at de praktiske fag er blevet nedprioriteret, så bliver flere elever også skoletrætte. Rigtig mange drenge har det dårligt i skolen og bliver skoletrætte. Og hvis de så fortsætter på teknisk skole og ikke har fået kompetencerne med fra folkeskolen, så bliver det bare nederlag på nederlag. Jeg tror på, at vi skal styrke de praktisk fag og bygge på succes«, siger Stina Højgaard fra Sløjdlærerforeningen.