Natur/teknik-lærere mangler linjefaget

Kun 18 procent af de lærere, der underviser i natur/teknik, har linjefaget. Naturfagslærerne efterspørger efteruddannelse, viser DLF-undersøgelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efteruddannelse står meget højt på ønskesedlen hos alle naturfagslærerne. Men især de lærere, der underviser i natur/teknik, savner efteruddannelse. De har nemlig heller aldrig fået en uddannelse i faget natur/teknik, for kun 18 procent af natur/teknik-lærerne har linjefaget. Det viser to nye undersøgelser, som DLF har gennemført. Over 1.200 lærere fra 65 skoler har svaret i den ene undersøgelse. Den anden er foretaget i kredsene.

Det ser noget bedre ud for de andre naturfag. 70 procent af fysik/kemi-lærerne har linjefag i fysik/kemi, 57 procent af biologilærerne har linjefaget, mens det halter for geografilærerne. Her har kun lidt over en tredjedel linjefag i geografi.

Rigtig grelt bliver det, når størstedelen af naturfagslærerne kan fortælle, at der på deres skole heller ikke er afsat resurser til faglig sparring. Alligevel fortæller over halvdelen af lærerne, at de har et formelt samarbejde med andre naturfagslærere på deres skole.

Indsatsområde uden ekstra resurser

31 kommuner ud af 70 i undersøgelsen yder en særlig indsats for naturfagene, og blandt dem er især faget natur/teknik prioriteret højt. Men at en kommune har naturfag som indsatsområde, behøver ikke at betyde, at der er afsat ekstra penge til det. Det er der nogle steder, men bestemt ikke alle.

Kredsene fortæller, at der kan være oprettet et udviklingsprojekt på en skole, eller at nogle skoler er gået sammen om et projekt. Der kan også være tale om en naturfaglig uge. I det hele taget viser undersøgelserne, at der er mange forskellige slags initiativer på naturfagsområdet i de kommuner, hvor man satser på det.

Men i langt de fleste kommuner er der ikke engang en naturfagskonsulent, som lærerne kan kontakte, hvis de har behov for rådgivning og vejledning til undervisningen.

Ifølge undersøgelsen har lærerne, der underviser i natur/teknik, i gennemsnit tre lektioner om ugen. Fysik/kemi-lærerne har flest lektioner i faget. Her har størstedelen otte ugentlige lektioner, mens gennemsnittet har seks.