En dreng i skolegården slår en anden dreng sønder og sammen med knytnæveslag i hovedet, så blodet flyder. Aggressionen breder sig blandt tilskuerne, entydigt rettet mod ham, der slår.

Stop.

Er det virkelighed, det her?

Ja, sådan da. Jan Guillous film »Ondskab« bygger på hans egne barndomsoplevelser med vold, der blev videreført gennem generationer, og nogle af voldsscenerne i filmen er meget tæt på børnenes egen virkelighed, noget, de forstår og kender til.

Et oplagt tema for en diskussion i klassen, der kan lede frem til en erkendelse af, hvordan man selv kan blive lokket ud i at blive aggressiv og ondskabsfuld.

»Hvis læreren for eksempel beder eleverne forestille sig, at den dreng, der bliver overfaldet, har ydmyget voldsmandens lillesøster, så hun nu ikke tør komme i skole, så vil mange kunne mærke, at deres sympati er tilbøjelig til at skifte side. Og så tænker de: Nåh, jamen så har han jo godt af det«, siger lektor Hans Henrik Knoop.

Som forsker ved Danmarks Pædagogiske Institut har han blandt andet i det såkaldte flow-begreb forsøgt at indkredse og beskrive, hvordan mennesker lærer mere, hvis de er stærkt optaget af det, de beskæftiger sig med. Spillefilm kan i det lys være et fremragende hjælpemiddel at bringe ind i undervisningen, for børn og unge har ofte en lystfyldt tilgang til film, mener han.

»Diskussionen om 'Ondskab' kan lede frem til en erkendelse af, hvordan man selv kan blive lokket ud i at blive aggressiv og ondskabsfuld. Hvor lidt der skal til, før man holder op med at hjælpe andre. Det kan så bruges som afsæt til at arbejde med alt fra mobning til dehumanisering af jøder, hvor der åbenlyst er foregået noget, der gør det let for nogen at ydmyge og være ondskabsfuld over for andre. Man kan også gå et skridt længere og spørge: Er der noget i vores samfund i dag, der gør, at vi bliver mere kyniske?«

Filmen som fascinationskraft

En god spillefilm skaber fascination og identifikation og får information ud over rampen, som det ellers kan være svært at formidle. Den har en enorm fascinationskraft, som kan være et afsæt for undervisning i svære begreber, mener Hans Henrik Knoop. Som et andet eksempel nævner han den første »Matrix«-film, som de fleste unge mennesker kender. Filmen udfordrer de mest fundamentale filosofiske begreber og giver et godt indblik i, hvordan bevidstheden kan fungere, mener han. Samtidig er den i stand til at forklare det på en måde, som de færreste elever i 9. klasse ville kunne forstå, hvis de læste om det samme i en bog.

»Det er faktisk en slags dyb filosofi, som handler om, hvad vi kan vide eller ikke kan vide med sikkerhed. Om hvorvidt man kan være sikker på, at jeg ser det samme som dig. Det spørgsmål er jo grundlaget for mange konflikter mellem mennesker, fordi vi er så tilbøjelige til at forvente, at de andre fjolser kan se nøjagtig det samme, som man selv gør«.

Han opfordrer til at bruge en film som »Matrix« som afsæt for undervisning i, hvordan vi opfatter verden individuelt, samtidig med at vi har brug for fælles referencerammer for at kunne kommunikere og fungere sammen.

Læreren skal beslutte sig

Film kan altså bruges i undervisningen som en metode, hvis de tænkes sammen med et undervisningsforløb i en bredere betydning.

»Filmen er jo lavet fuldstændig uafhængigt af undervisningen, så selv om man kan lære en masse af den, bliver det ikke til undervisning, før en lærer beslutter sig for at bruge den til noget«, understreger Hans Henrik Knoop.

»Eleverne behøver ikke nødvendigvis at vide en masse om filmen på forhånd, men det kan somme tider være godt, hvis de er sporet lidt ind på den, så de ved, hvad de skal holde øje med, og hvorfor de skal se netop denne film i dag. På den måde vil de have nogle ekstra muligheder for at relatere filmen til det foregående, og det kan kvalificere deres refleksioner og diskussioner efterfølgende«, siger han og understreger, at man må skelne mellem filmens indholdsside og dens virkemidler - belysning, klipning og så videre. Det sidste hører i højere grad til under mediekundskab, som er en anden sag.

Hvorfor kan en film beskrive noget dybere, end en bog kan, når der i reglen kun er plads til en tredjedel af det stof, som bogen rummer?

»Den kan ikke nødvendigvis beskrive emnet dybere, men den kan gøre det på en anden måde, fordi der kommer billeder og lyd på historien. Når man ser en film, er man ikke så begrænset af sin egen fantasi. Instruktøren er frit stillet til at smide hvad som helst i hovedet på publikum, næsten uanset hvad det ved i forvejen, og på den måde påvirke det«.

Han henviser til, at hvis man læser en bog, er man mere begrænset af de billeder, man har i hovedet i forvejen. Så selv om mange mener, at det at læse en bog er en stærkere oplevelse end at se en film, fordi læseren jo selv aktivt danner billeder og stemninger, åbner filmen for overraskelser og kan mobilisere aspekter, som publikum ikke har tænkt på i forvejen og heller ikke ville kunne komme frem til, på samme måde som hvis man læste bogen, mener Knoop:

»Film kan konkretisere noget meget abstrakt og svært forståeligt, så eleverne i højere grad har en fælles referenceramme til at begynde med. Og fordi eleverne hver især får en førstehåndsoplevelse ved at se filmen, vil de efterfølgende også alle kunne bidrage med væsentlige vurderinger af den«, mener han.