Lærere vil tilbage

Vikarbureauer lokker lærere tilbage til faget. Alligevel ønsker få skoler at betale for dyre vikarer

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Høj løn og frihed til at vælge, hvilket klassetrin man ønsker at undervise på - det er to argumenter, der kan få lærere, der ellers har forladt folkeskolen, til at vende tilbage.

Oplyser indehaverne af Pædagogisk Vikarbureau, Morten Berg Hansen og Rasmus Thornval.

'Over halvdelen af de lærere, der henvender sig til os, er lærere, der har vendt faget ryggen. Det er folk, der tidligere har arbejdet som lærere, men som syntes, at faget blev for meget', siger Morten Berg Hansen.

Pædagogisk Vikarbureau skrev for et par måneder siden under på en overenskomst med Lærernes Centralorganisation. Dermed var det det første vikarbureau, som havde en overenskomst på folkeskoleområdet. Siden er der kommet yderligere to til. Og flere bureauer arbejder på at få papir på ordnede løn- og arbejdsvilkår for lærervikarer.

Overenskomsten rummer timelønninger for uddannede og ikke uddannede, der ligger 10-20 procent over den almindelige overenskomst. Dertil kommer den merpris, som vikarbureauet lægger oveni.

Færdig med folkeskolen

Pædagogisk Vikarbureau har ikke svært ved at skaffe lærere. Indimellem bliver de nødt til at afvise interesserede, der ønsker at blive vikar. Foreløbig har de 20 i deres database.

Flere af lærerne er i gang med eller har allerede afsluttet en anden uddannelse, når de kontakter bureauet.

'De er gået bort fra folkeskolen, fordi de er trætte af, at man bruger meget energi på ting, der ikke vedrører børn og undervisningen. Trætte af at bruge tid på gnidninger, der opstår på skolen. Trætte af forældre, der ringer på de mest sindssyge tidspunkter. Her kan de nøjes med at undervise, når de ønsker det', siger Rasmus Thornval.

Efterspørgslen på de dyre lærervikarer er foreløbig meget lille. Indtil nu har bureauet kun to lærere ude i vikariater i specialundervisning. Pædagogisk Vikarbureau har rettet henvendelse til de københavnske skoler, men det har endnu ikke resulteret i et eneste ønske om en vikar.

På Bavnehøj Skole i København foretrækker viceinspektør Karen Brøns-Poulsen at bruge tilkaldevikarer frem for vikarbureauer.

'Vikarbureauer er for dyre. De skal have meget mere i timen end tilkaldevikarerne', siger hun.

Den økonomiske modvilje skræmmer ikke Pædagogisk Vikarbureau.

'Vi havde regnet med, at det var sådan. Det var det også, da vi begyndte på det pædagogiske område. Og i dag fungerer det. Men vi er indstillet på at give os tid til det her', siger Rasmus Thornval.

'Jeg tror ikke, lærermanglen er så stor i København. Vi satser på at udvide vores service til hele Sjælland. Vi regner med at sende materialer ud til august', tilføjer Morten Berg Hansen.-

Vikarbureauer med overenskomst

Pædagogisk Vikarbureau, København:

Har pædagoger, pædagogmedhjælpere og lærere i vikardatabasen. Har cirka 20 lærere i vikardatabasen. Har to vikarer ude i specialundervisning. Vikarbureauet, Århus:

Har pædagoger, pædagogmedhjælpere, personale til social- og sundhedssektoren og så småt lærere i vikardatabasen. Er begyndt at få henvendelser fra lærere, seminariestuderende og skoleinspektører. Sender endnu ikke lærervikarer ud.

Kinnerup Care, København:

Har personale til social- og sundhedssektoren, pædagoger, pædagogmedhjælpere, kontorpersonale og snart lærere i vikardatabasen. Sender endnu ikke lærervikarer ud.

Så meget får vikarer efter overenskomsten:

Overenskomsten dækker kun timelønnede vikariater i indtil tre måneders varighed. En time svarer til 60 minutter.

Uddannede lærere:Under otte års anciennitet:260,00 kroner per timeotte års aciennitet eller derover:230,00 kroner per timeAftalt timelønning med Kommunernes Landsforening:188,74 kroner per timeUddannede børnehaveklasseledere:Under otte års anciennitet:220,00 kroner per timeOtte års aciennitet eller derover:220,00 kroner per timeAftalt timelønning med Kommunernes Landsforening:180,35 kroner per timeIkke uddannede:170,00 kroner per timeAftalt timelønning med Kommunernes Landsforening:170,00 kroner per time