Hvad kræver Paul Hagh Petersen (Folkeskolen nummer 19) af en dokumentation, for at han finder den fyldestgørende? Er det for eksempel dokumentation, når folkeskolelovens skingre lobhudlere lige fra katastrofens indtræden i 1993 har godtgjort sandheden i undervisningsdifferentieringens mulige virkeliggørelse ved at udtale, at den jo står sort på hvidt i lovteksten. Nej vel. Dokumentation er vel heller ikke, hvad der kommer ud af de dyre, selvopfyldende forsøgsforanstaltninger, hvor forsøgsledere, der er forudindtaget i forsøgsresultaterne, beviser, hvad man har sat sig for at bevise. Men man lavede skam skoleloven på grundlag af disse småsvindlerier. Vi er sandelig ikke forvænte med dokumentation i skoleverdenen. Så er det, at jeg vil hævde, at der er mere dokumentation at hente i den af folkeskoleloven frembragte undervisningsfjendske hverdag, hvor vi alle med egne øjne og med vilje til at bruge dem kan se, at undervisningsdifferentieringens anvendelighed kræver en nedbrydning af de enkelte fag, som vi efterfølgende er nødt til at tvære ud i tværfaglige brokkasser, og som vi har et farligt mas med at få til at ligne seriøs undervisning. Det er alt sammen en konsekvens af, at lovgiverne støttet af pædagogisk fusentasteri har indrettet folkeskolen lighedsideologisk korrekt med den størst mulige spredning i udelte klassers elevklientel, hvorved en direkte overførelse af faglig viden fra lærer til elever er vanskeliggjort mest muligt, og hvor den åndsnivellerende ensgørelse er det eneste sikre resultat. Beviset for rigtigheden af det her fremførte er, at man har måttet tilintetgøre den selvstændigt virkende privatpraktiserende lærer og drukne ham i kollektivitetens malstrøm.

Vagn Madsen

Brønderslev